En strategi for dynamisk prissætning betyder, at priserne justeres efter skiftende forhold som kundernes efterspørgsel, lagerbeholdning og konkurrenternes priser i stedet for at være fastlåste. Det giver detailhandlere mulighed for at tilpasse priserne til markedet, efterhånden som forholdene ændrer sig.
Når virksomheder holder fast i én pris på et produkt, risikerer de at miste prisfølsomme kunder eller gå glip af en større fortjeneste i perioder med høj efterspørgsel.
Flere detailhandlere har fået øjnene op for mulighederne. Ifølge TCS' "Global Retail Outlook 2026" planlægger 42 % af de adspurgte detailvirksomheder, der prioriterer lønsom vækst, at indføre AI-baseret dynamisk prissætning.
I denne artikel gennemgår vi, hvad dynamisk prissætning er, hvordan det fungerer, hvilke modeller detailhandlere bruger, og hvordan du kan implementere det ved hjælp af AI, prisregler og grænser for prisjusteringer.
Hvad er dynamisk prissætning?
Dynamisk prissætning er en metode, hvor virksomheder justerer deres priser efter ændringer i efterspørgsel, udbud og andre markedsforhold. Priserne kan ændres løbende i stedet for at være fastsat til ét bestemt beløb. En af formerne for dynamisk prissætning er surge pricing, hvor priserne stiger i perioder med særlig høj efterspørgsel.
Internationalt er Uber et kendt eksempel på dynamisk prissætning. Prisen på en tur kan stige, når mange mennesker i samme område forsøger at bestille en bil. Når efterspørgslen stiger, og der er færre ledige chauffører, kan priserne derfor justeres for at afspejle forholdene på markedet.
Sådan fungerer dynamisk prissætning
Dynamisk prissætning fungerer ved, at priserne løbende justeres på baggrund af aktuelle data i stedet for at være fastsat på forhånd. Algoritmer bruger oplysninger som tidligere salg, trafik på webshoppen og lagerbeholdning til hurtigt at reagere på ændringer i efterspørgslen og tilpasse priserne til markedsforholdene.
Der findes to almindelige prissætningsstrategier, når vi taler om dynamisk prissætning:
- Dynamisk prissætning i realtid: Ved hjælp af software kan priserne ændre sig med få minutters eller timers mellemrum. Det bruges f.eks. af samkørselstjenester, hvor priserne kan stige i myldretiden, under større begivenheder eller ved pludselige stigninger i efterspørgslen.
- Planlagt eller regelbaseret dynamisk prissætning: Priserne ændres efter en fast tidsplan, eller når bestemte betingelser er opfyldt. Et dansk eksempel er Tivoli i København, hvor priserne på entrébilletter og Turpas varierer efter besøgsdato og i nogle tilfælde tidspunktet for besøget.
For at dynamisk prissætning kan fungere, har virksomheder brug for to ting: pålidelige data og klare regler for, hvornår priserne skal justeres.
Hvilke data bruges til dynamisk prissætning?
Dynamisk prissætning kan bl.a. tage højde for følgende faktorer:
- Kundernes efterspørgsel
- Konkurrenternes priser
- Lagerbeholdning
- Holdbarhed og udløbsdato for varer med begrænset holdbarhed
- Fragtomkostninger
- Tidligere salgsmønstre
- Kundesegment eller niveau i et loyalitetsprogram
- Vejrforhold
- Tidspunkt på dagen
- Lokale begivenheder og helligdage
Disse oplysninger hjælper med at afgøre, om prisen bør ændres, hvor meget den skal justeres, og hvornår ændringen skal ske.
TIP: Shopifys samlede handelsplatform giver dig overblik over lagerbeholdning, salg og kundedata på tværs af dine salgskanaler, bl.a. din webshop og fysiske butikker. Du kan også bruge apps og integrationer til at inddrage konkurrenternes priser og andre markedsdata. Det giver dig et bedre grundlag for at træffe beslutninger om dynamisk prissætning.
Ifølge en uafhængig undersøgelse af Shopify POS har virksomheder, der bruger løsningen, i gennemsnit 22 % lavere samlede ejeromkostninger (TCO) sammenlignet med de undersøgte alternativer. Undersøgelsen viser også 11 % lavere omkostninger til implementering og integration.
Almindelige faktorer, der udløser prisændringer
Når de nødvendige data er indsamlet, kan virksomheder bruge dem til at afgøre, hvornår priserne skal justeres. Fire almindelige faktorer er efterspørgsel, lagerbeholdning, konkurrenternes priser og tidspunktet for købet.
|
Faktor |
Sådan fungerer det |
Eksempel |
|---|---|---|
|
Efterspørgsel |
Priserne justeres op eller ned afhængigt af, hvor stor efterspørgslen efter et produkt er på et givet tidspunkt |
En detailhandler hæver prisen på et populært produkt, efter at det er gået viralt på sociale medier |
|
Lagerbeholdning |
Priserne justeres efter lagerbeholdningen, f.eks. for at undgå at sælge de sidste varer for billigt eller komme af med overskudslager |
En webshop sænker automatisk prisen på et produkt, når der stadig er over 200 usolgte enheder en uge før lanceringen af en ny model |
|
Konkurrence |
Priserne justeres på baggrund af konkurrenternes priser og lagerstatus for at bevare konkurrenceevnen eller udnytte muligheder i markedet |
En sælger på en markedsplads sænker sin pris med 5 %, når en konkurrent tilbyder produktet billigere |
|
Tidspunkt |
Priserne ændres afhængigt af købstidspunktet, f.eks. i perioder med høj efterspørgsel eller tæt på en bestemt dato |
Et hotel tager højere priser for overnatninger lørdag nat, men sænker automatisk prisen på ledige værelser 48 timer før overnatningen |
Dynamisk, variabel, personlig og fast prissætning: Hvad er forskellen?
Ved dynamisk prissætning ændres prisen på et produkt løbende, nogle gange i realtid, efter fastsatte regler. Prisen kan eksempelvis justeres, når efterspørgslen ændrer sig.
Ved variabel prissætning ændres prisen efter en fast tidsplan, f.eks. med højere priser i weekenden.
Ved personlig prissætning fastsættes prisen ud fra oplysninger om den enkelte kunde, som bl.a. browserhistorik, geografisk placering eller tidligere køb.
Ved fast eller statisk prissætning betaler alle kunder den samme pris, uanset ændringer i udbud og efterspørgsel på markedet.
Hvorfor er personlig prissætning anderledes?
Dynamisk prissætning tager udgangspunkt i markedsforhold og anvender den samme justerede pris for alle kunder på et givet tidspunkt.
Hvis prisen på et produkt stiger, fordi lagerbeholdningen er ved at være opbrugt, vil alle kunder, der besøger produktsiden på samme tidspunkt, se den samme højere pris. Kundernes individuelle oplysninger og købsadfærd har ingen betydning for prisen.
Personlig prissætning fungerer anderledes. Her fastsættes prisen individuelt ud fra oplysninger om den enkelte kunde, f.eks.:
- Browserhistorik
- Købshistorik
- Geografisk placering
- Enhedstype
Når en virksomhed bruger personlig prissætning, kan to kunder, der besøger den samme produktside samtidig, derfor få vist forskellige priser afhængigt af de oplysninger, virksomhedens prisalgoritme har om dem.
Er dynamisk prissætning lovlig?
Ja, dynamisk prissætning er som udgangspunkt lovlig i Danmark og EU. Virksomheder skal dog overholde reglerne om bl.a. prisoplysninger, markedsføring, konkurrence og beskyttelse af personoplysninger.
For danske webshops er der især fire områder, du bør være opmærksom på:
- Personligt tilpassede priser: Hvis din webshop bruger automatiseret behandling af personoplysninger til at vise forskellige priser til forskellige kunder, skal du tydeligt oplyse kunderne om det. Ifølge Forbrugerombudsmandens vejledning om personaliserede priser skal oplysningen gives, allerede første gang kunden ser prisen. Almindelig dynamisk prissætning, hvor prisen eksempelvis ændres efter efterspørgslen, men er den samme for alle kunder på et givet tidspunkt, er ikke omfattet af dette særlige oplysningskrav.
- Tilbud og prisnedsættelser: Hvis du markedsfører et produkt som nedsat, skal du som hovedregel oplyse den laveste pris, produktet har haft i de foregående 30 dage. Det gælder også, hvis du bruger udtryk som "Spar 20 %" eller "Black Friday-tilbud". Hyppige prisjusteringer giver dig altså ikke frit lejde til at reklamere med rabatter baseret på en kunstigt forhøjet førpris. Læs mere i Forbrugerombudsmandens regler om priser og besparelsesudsagn.
- Personoplysninger og profilering: Hvis du bruger oplysninger om kundernes adfærd til at fastsætte individuelle priser, skal behandlingen også overholde GDPR. Det indebærer bl.a. krav til lovligt behandlingsgrundlag og gennemsigtighed. Der kan også gælde særlige begrænsninger for automatiske afgørelser, der har væsentlig betydning for den enkelte. Du kan læse mere hos Datatilsynet om markedsføring og profilering.
- Urimelige prisstigninger og konkurrence: Dynamisk prissætning må ikke bruges på en måde, der vildleder kunderne eller overtræder konkurrencereglerne. Virksomheder skal bl.a. være opmærksomme på, at automatiserede prissystemer ikke må bruges til ulovlig koordinering af priser mellem konkurrenter.
Reglerne varierer fra land til land. I USA stiller FTC's regler om urimelige eller vildledende gebyrer eksempelvis særlige krav til prisoplysninger ved salg af billetter til livebegivenheder og korttidsophold. New York har også indført regler om oplysning ved algoritmisk prissætning, når priserne fastsættes ud fra kundernes personlige data.
Typer af dynamisk prissætning
Der findes flere former for dynamisk prissætning, som hver tager udgangspunkt i forskellige faktorer:
|
Type |
Sådan fungerer det |
Faktorer |
Eksempel |
|---|---|---|---|
|
Tidsbaseret prissætning |
Priserne varierer afhængigt af, hvornår kunden foretager et køb |
Tidspunkt på dagen, ugedag, sæson eller tid til en bestemt dato |
Kunder får rabat, når de bestiller i god tid som ved tidlig booking |
|
Efterspørgselsbaseret prissætning |
Priserne justeres op eller ned efter ændringer i efterspørgslen |
Sidevisninger, andel af besøgende, der lægger varer i kurven, salgstempo og søgevolumen |
En detailhandler hæver prisen på et produkt, der er gået viralt, efterhånden som salget stiger |
|
Lagerbaseret prissætning |
Priserne justeres automatisk på baggrund af lagerbeholdningen |
Antal varer på lager, hvor hurtigt lageret sælges, og hvor længe varerne har været på lager |
En webshop hæver prisen på et produkt, når der kun er få varer tilbage |
|
Geografisk prissætning |
Priserne varierer afhængigt af, hvor kunden befinder sig |
Land, region, valuta, fragtomkostninger og lokale skatter |
En webshop tilpasser sine priser til kunder i forskellige lande |
|
Segmentprissætning |
Forskellige kundegrupper tilbydes forskellige priser |
Alder, erhverv, dokumenteret berettigelse, loyalitetsstatus eller medlemsniveau |
Studerende får rabat ved fremvisning af gyldigt studiekort |
|
Mængdebaseret prissætning |
Prisen pr. enhed falder, når kunden køber større mængder |
Antal enheder pr. ordre, ordrestørrelse eller abonnementsfrekvens |
En B2B-kunde får en lavere stykpris ved større ordrer |
Tidsbaseret prissætning
Tidsbaseret prissætning er en dynamisk prisstrategi, hvor prisen på et produkt eller en tjeneste varierer afhængigt af købstidspunktet. Tanken er, at den samme vare kan have forskellig værdi for kunden på forskellige tidspunkter.
Webshops kan f.eks. bruge tidsbaseret prissætning til at planlægge prisnedsættelser på sæsonvarer. Det samme princip gælder rabatter ved tidlig bestilling, hvor kunder får en lavere pris, når de køber i god tid eller forudbestiller.
Efterspørgselsbaseret prissætning
Ved efterspørgselsbaseret prissætning justeres priserne løbende efter, hvor stor efterspørgslen efter et produkt er.
Et eksempel er AXS Premium, som tilbyder koncert- og eventbilletter til markedsbestemte priser, der kan ændre sig. På samme måde kan en webshop hæve prisen på et populært produkt, når efterspørgslen stiger, og sænke den igen, når salget vender tilbage til det normale.
Lagerbaseret prissætning
Lagerbaseret prissætning betyder, at priserne justeres efter lagerbeholdningen, hvor antallet af tilgængelige varer er afgørende for prisen.
Når der kun er få varer tilbage, kan prisen hæves for at sænke salgstempoet og undgå at sælge de sidste varer for billigt. Omvendt kan prisen sænkes, hvis der er overskudslager, så varerne bliver solgt hurtigere og ikke ender med at binde unødvendig kapital.
Geografisk prissætning
Geografisk prissætning betyder, at det samme produkt kan have forskellige priser afhængigt af, hvor kunden befinder sig. Forskelle i fragtomkostninger, lokale skatter, valutakurser, købekraft og konkurrence kan påvirke priserne.
Et eksempel er tøjmærket Serge Blanco, som bruger Shopify Markets til at tilpasse priserne til internationale markeder og håndtere forskellige valutaer og lokale skatter.
Segmentprissætning
Ved segmentprissætning tilbydes forskellige priser til forskellige kundegrupper, heriblandt medlemmer af loyalitetsprogrammer, registrerede kunder, abonnenter eller bestemte befolkningsgrupper.
Gymshark tilbyder eksempelvis 15 % studierabat til kunder, der bekræfter deres studiestatus gennem Student Beans. Allbirds tilbyder rabat til verificerede ansatte i sundhedssektoren, militæret og det offentlige i USA.
Mængdeprissætning
Mængdeprissætning giver kunder en lavere pris pr. enhed, jo mere de køber. Det er især almindeligt inden for B2B-prissætning, hvor mængderabatter tilskynder virksomheder til at købe større partier.
Tony's Chocolonely bruger f.eks. Shopifys B2B-platform til deres ChocoPortal. Her kan erhvervskunder sammensætte deres ordrer og få adgang til mængderabatter og trinvise priser, så de får et tilbud, der er tilpasset deres kundesegment og ordrestørrelse.
”Indtil videre har vi fået fantastisk feedback fra vores team. Det er en stor forbedring”, siger Chiel Versteeg, der er platformsansvarlig hos Tony's Chocolonely, om virksomhedens overgang til Shopify. ”Vi har samlet vores butikker og forbedret måden, vi håndterer kampagner og rabatter på. Vi kan også nemmere fremhæve produkter og præsentere vores muligheder for personalisering. Det hele ser bedre ud, fungerer bedre og er nemmere at bruge.”
Eksempler på dynamisk prissætning
Her kan du se, hvordan dynamisk prissætning bruges i praksis i forskellige brancher:
E-handel og detailhandel
I fysiske butikker kan elektroniske hyldeetiketter gøre det muligt at opdatere priser automatisk uden at skulle udskifte prismærkerne på hver enkelt vare. Et dansk eksempel er El-Salg Center Aalborg, som bruger en prisrobot og elektroniske prisskilte til dynamisk prissætning. Prisrobotten PriceShape overvåger konkurrenternes priser og justerer automatisk priserne i webshoppen efter fastsatte regler. De nye priser opdateres samtidig på de elektroniske prisskilte i den fysiske butik.
Inden for e-handel brugte Protein Package Prisync-appen til Shopify til at justere priserne i forbindelse med Black Friday og Cyber Monday.
”Jeg udarbejdede en CSV-fil for at opdatere vores kostpriser i Shopify”, fortæller George Greenhill, som er ejer af Protein Packages, i en kundecase fra Prisync. ”Filen blev synkroniseret med Prisync, så vi kunne sænke vores grundpriser til et niveau under konkurrenternes. Jeg skulle blot opdatere kostpriserne til Black Friday. Det gjorde os til de mest konkurrencedygtige på markedet.”
Rejse- og hotelbranchen
I rejsebranchen varierer priserne ofte efter efterspørgsel og bookingtidspunkt. Flyselskaber kan hæve billetpriserne omkring helligdage, når efterspørgslen er høj, mens hoteller typisk tager højere priser for værelser i højsæsonen eller under større begivenheder.
Et dansk eksempel er DSB Orange, hvor der er et begrænset antal billetter til de forskellige afgange, og priserne kan ændre sig over tid. Der er typisk flest billige billetter på afgange uden for myldretiden, og jo tidligere du bestiller, desto flere afgange har du at vælge imellem.
Samkørsel og billetsalg
Samkørselstjenester som Uber kan tage højere priser i myldretiden eller sent om natten, når efterspørgslen er stor. Billetplatforme kan også bruge efterspørgselsbaseret prissætning til at justere billetpriserne.
Fordele ved dynamisk prissætning
Sammenlignet med fast prissætning har dynamisk prissætning flere fordele:
- Hurtigere tilpasning til markedet: Virksomheder kan justere priserne, efterhånden som efterspørgslen, lagerbeholdningen og markedsforholdene ændrer sig.
- Stærkere konkurrenceevne: Hvis konkurrenterne bruger faste priser, kan dynamisk prissætning hjælpe dig med at tiltrække prisbevidste kunder ved at tilbyde lavere priser, når det er muligt. Ifølge Capgeminis undersøgelse fra 2026 ville 74 % af forbrugerne skifte brand for at få lavere normalpriser.
- Bedre service i travle perioder: I samkørselsapps som Uber kan højere priser ved stor efterspørgsel tilskynde flere chauffører til at køre til travle områder, så flere kunder kan få en tur.
- Lavere priser i perioder med mindre efterspørgsel: Dynamisk prissætning kan også komme kunderne til gode, f.eks. når billetter eller overnatninger tilbydes billigere på mindre populære tidspunkter.
Risici og ulemper ved dynamisk prissætning
Selvom der er mange fordele ved dynamisk prissætning, er der også visse risici og ulemper, du bør være opmærksom på.
Kundernes tillid og oplevelse af retfærdighed
En af de største udfordringer ved dynamisk prissætning er kundernes tillid og oplevelse af, om priserne er rimelige. Ifølge Thales' undersøgelse fra 2025 steg andelen af forbrugere, der oplevede frustration over dynamisk prissætning, fra 14 % til 28 % på et år.
Et eksempel på, hvordan forskellige priser kan påvirke kundernes tillid, er Instacart. En undersøgelse fra Consumer Reports viste, at forskellige kunder kunne få forskellige priser på de samme dagligvarer. Prisforskellene kunne ifølge undersøgelsens beregninger koste en familie på fire omkring 1.200 USD ekstra om året.
Instacart valgte efterfølgende at stoppe sine AI-understøttede pristests. I en udtalelse gengivet af Consumer Reports understregede virksomheden, at de havde lyttet til kundernes bekymringer, og at forsøgene med forskellige priser på samme vare ikke havde fungeret efter hensigten.
Gennemsigtighed kan hjælpe med at imødekomme sådanne bekymringer. Ifølge en rapport fra Wunderkind fra 2025 er 48 % af forbrugerne mere tilbøjelige til at forblive loyale over for brands, der tydeligt informerer om priser, tilbud og produkttilgængelighed. Blandt forbrugere fra generation Z er andelen 55 %.
Bekymringer om privatliv og brug af data
Dynamisk prissætning tager normalt udgangspunkt i markedsforhold og virksomhedens egne data frem for oplysninger om den enkelte kunde. Hvis en virksomhed kombinerer dynamisk prissætning med personlig prissætning, skal den dog være opmærksom på, hvordan kundernes personoplysninger indsamles og bruges.
Det er ikke alle kunder, der er trygge ved den form for prissætning. En undersøgelse fra Talker Research fra 2026 viste, at 62 % af de adspurgte amerikanere er bekymrede over, at detailhandlere bruger personoplysninger til at fastsætte individuelle priser. Omkring to tredjedele svarede, at de ville stoppe med at handle hos en virksomhed, hvis de opdagede, at den brugte deres personoplysninger til at opkræve en højere pris.
Myndighederne er også opmærksomme på problemet. I Danmark og EU gælder der allerede krav om at oplyse kunderne om automatisk personlig prissætning, ligesom brugen af personoplysninger skal overholde GDPR. I USA blev der i 2025 fremsat mere end 100 lovforslag på delstatsniveau om algoritmisk prissætning og prisgennemsigtighed. New York har eksempelvis indført en lov, der kræver, at virksomheder oplyser kunderne, når deres priser fastsættes ved hjælp af algoritmer baseret på personoplysninger.
Kompleks drift og risiko for lavere fortjeneste
Dynamisk prissætning kræver data fra flere forskellige kilder som konkurrenternes priser, lagerbeholdning, trafik på webshoppen og salgstempo.
Det kan være en udfordring at få alle oplysningerne til at fungere sammen. Ifølge Supermetrics' undersøgelse fra 2026 mangler 36 % af de adspurgte marketingmedarbejdere systemintegrationer, der gør det muligt at omsætte data til handling. Samtidig peger 36 % på, at sammenkobling af marketingdata er et af de områder, der har størst behov for forbedring.
Dynamisk prissætning baseret på konkurrenternes priser indebærer også en risiko. Hvis du hele tiden sænker priserne for at underbyde konkurrenterne, kan det gå ud over din fortjeneste. Derfor er det vigtigt at fastsætte klare prisgrænser, herunder en minimumspris, som systemet ikke må gå under.
Faktorer, der påvirker dynamisk prissætning
Der er især tre faktorer, som påvirker din strategi for dynamisk prissætning inden for e-handel:
Efterspørgslens priselasticitet
Efterspørgslens priselasticitet (PED) viser, hvor følsomme kundernes køb er over for prisændringer. Du kan beregne den med denne formel:
Priselasticitet = procentvis ændring i efterspurgt mængde / procentvis ændring i pris
Når man ser på resultatets numeriske værdi uden fortegn, betyder en værdi under 1, at efterspørgslen er uelastisk. Prisændringer har altså relativt lille betydning for, hvor mange enheder der bliver solgt. En værdi over 1 betyder, at efterspørgslen er elastisk og reagerer forholdsvis kraftigt på prisændringer. Ved en værdi på præcis 1 er efterspørgslen enhedselastisk.
Forestil dig et DTC-brand, der sælger kollagenpulver til 450 kr. pr. enhed og har et månedligt salg på 50.000 enheder. Under en sæsonkampagne sænkes prisen til 380 kr., et fald på 15,6 %, og det månedlige salg stiger til 56.000 enheder, en stigning på 12 %. Det giver en priselasticitet på cirka 0,77, hvilket er under 1.
Bemærk: Der kan være flere grunde til, at efterspørgslen er uelastisk. Det gælder bl.a. brandloyalitet, mangel på alternativer, vanemæssige køb eller at kampagnen ikke tiltrak ret mange nye kunder. Formlen viser, at efterspørgslen er relativt uelastisk, men ikke hvorfor.
Begrænsninger i udbud og lagerbeholdning
Problemer med for små eller for store lagerbeholdninger kostede ifølge IHL Group detailhandlen på verdensplan 1,72 billioner USD i 2025. Dynamisk prissætning kan hjælpe med begge problemer. Priserne kan hæves, når lagerbeholdningen falder, for at mindske risikoen for udsolgte varer. Omvendt kan priserne sænkes for at få solgt overskudslager hurtigere.
Minimumsmargener og forretningsmodel
Dynamisk prissætning handler ikke kun om at hæve priserne. Priserne kan også sænkes afhængigt af efterspørgslen og kundernes betalingsvillighed. Derfor er det vigtigt at fastsætte prisgrænser, der tager højde for din lagerbeholdning og forretningsmodel. Du vil hverken risikere udsolgte varer, stå tilbage med overskudslager eller sælge med tab.
En almindelig løsning er at fastsætte en minimumspris, der dækker omkostningerne og sikrer en acceptabel fortjenstmargen. Algoritmen må så ikke sænke prisen til under denne grænse.
Sådan implementerer du dynamisk prissætning på Shopify
Her gennemgår vi, hvordan du implementerer og administrerer dynamisk prissætning på Shopify. Vi begynder med at fastsætte prisgrænser, der beskytter din fortjeneste og sikrer en god kundeoplevelse.
Fastsæt minimumspriser, maksimumspriser og undtagelser
Før du lader en algoritme justere dine priser, skal du definere nogle klare grænser:
- Minimumspris: Den laveste pris, et produkt må sælges til. Hvis et tøjbrand eksempelvis har samlede indkøbs- og leveringsomkostninger på 180 kr. for en hættetrøje, kan det fastsætte en minimumspris på 320 kr. Det sikrer en bruttofortjenstmargen på ca. 44 %, uanset hvor meget algoritmen ellers ville sænke prisen som følge af lav efterspørgsel.
- Maksimumspris: Den højeste pris, et produkt må sælges til. Det forhindrer systemet i at hæve prisen til et niveau, som kunderne ikke vil acceptere, eller som ikke passer til brandets positionering. Et smykkebrand, der normalt sælger en halskæde til 550 kr., kan f.eks. sætte en maksimumspris på 650 kr. for at øge fortjenesten i perioder med høj efterspørgsel uden at risikere, at kunderne oplever prisen som urimelig.
- Undtagelser: Beslut, hvilke produkter, kategorier eller kundegrupper der ikke skal være omfattet af dynamisk prissætning. Et DTC-brand, der sælger boligprodukter, kan bl.a. vælge at undtage sit bedst sælgende produkt for at sikre ensartede priser til både nye og tilbagevendende kunder.
Vælg de rigtige data og den rette opdateringsfrekvens
Når du har fastsat dine prisgrænser, skal du beslutte, hvilke faktorer der skal udløse prisændringer inden for disse grænser. Undersøg dine salgsdata og kundernes præferencer for at forstå, hvad der påvirker deres betalingsvillighed.
Det kan f.eks. være:
- Antal varer tilbage på lager
- Salgstempo
- Tidspunkt på dagen eller ugedag
- Sæsonudsving i efterspørgslen
- Ændringer i konkurrenternes priser
Før du tager en prisalgoritme i brug, bør du identificere de to eller tre faktorer, der har størst betydning for kundernes købsadfærd i din webshop. Brug dem som udgangspunkt for dine prisregler.
Hvor ofte priserne skal genberegnes, afhænger af, hvor hurtigt markedet ændrer sig. Sælgere på online markedspladser, der konkurrerer om at sælge de samme standardvarer, kan evt. have behov for at gennemgå priserne hver time. Et DTC-brand med loyale kunder kan derimod nøjes med at opdatere priserne dagligt eller ugentligt.
Opret rabatregler med Shopify Functions
På Shopify kan du bruge Shopify Functions til at oprette tilpassede rabatregler, der anvendes direkte i indkøbskurven og ved betaling. Det kan gøres uden at ændre din webshops tema eller frontend-kode.
Du kan f.eks. oprette en regel, der giver 10 % rabat, når en kunde lægger mere end fem enheder af det samme produkt i kurven. Shopify Functions kan automatisk anvende rabatten, når betingelserne er opfyldt.
Hvis du derimod vil ændre selve produktprisen, eksempelvis hæve prisen på en vare, når lagerbeholdningen falder under en bestemt grænse, skal du bruge en løsning, der kan opdatere priserne i dit produktkatalog, f.eks. en app eller en integration med Shopify Admin API. Visse former for prisjustering direkte i indkøbskurven er også forbeholdt Shopify Plus.
”Vi vidste, at vi havde brug for en løsning, der kunne skabe dynamiske, personligt tilpassede oplevelser”, siger Nikhilendra Pratap Singh Deo, som er senior manager for vækst hos bagagebrandet Mokobara. ”Mulighederne med Shopify Plus gjorde det til det oplagte næste skridt, fordi vi kunne foretage alle de tilpasninger i realtid, der var nødvendige for at få vores loyalitetsprogram til at fungere.”
Værktøjer som Prisync, der ikke kræver programmering, kan også automatisere overvågningen af konkurrenternes priser og justere produktpriserne i dit sortiment efter fastsatte regler.
Overvåg resultaterne for konvertering, fortjeneste og lagerbeholdning
Når dine regler for dynamisk prissætning er taget i brug, bør du løbende evaluere resultaterne ud fra en række nøgletal:
|
Nøgletal |
Hvorfor er det vigtigt? |
Hvor ofte? |
|---|---|---|
|
Konverteringsrate |
Viser, om prisændringer på de enkelte produkter påvirker kundernes købsadfærd |
Ugentligt |
|
Bruttofortjenstmargen |
Viser, om prisjusteringerne øger fortjenesten pr. solgt enhed, eller om din fortjenstmargen bliver presset, når algoritmen tilpasser priserne til konkurrenternes |
Månedligt |
|
Gennemsalgsprocent |
Viser, hvor stor en andel af lagerbeholdningen der bliver solgt i en bestemt periode, og om prisstrategien hjælper med at reducere overskudslager |
Ugentligt |
|
Priselasticitet pr. varenummer (SKU) |
Måler, hvordan efterspørgslen efter de enkelte produkter reagerer på prisændringer over tid |
Kvartalsvis |
|
Gennemsnitlig ordreværdi (AOV) |
Viser, om prisjusteringerne øger den gennemsnitlige ordreværdi eller får kunderne til at vælge billigere alternativer |
Månedligt |
Ofte stillede spørgsmål om dynamisk prissætning
Hvordan kan virksomheder håndtere kundernes bekymringer om dynamisk prissætning?
Brug en strategi for dynamisk prissætning, hvor prisændringerne bygger på klare regler og sikrer en ensartet kundeoplevelse. Vær åben om prisstigninger og rabatter, når det er relevant.
Kan små virksomheder bruge dynamisk prissætning?
Ja, små virksomheder kan bruge apps som Prisync til Shopify til at indføre regelbaseret dynamisk prissætning. Start med en enkel regel om at sænke prisen på varer, der sælger langsomt, efter syv dage uden salg. Efterhånden som du indsamler flere data, kan du udvide med mere avancerede regler for prisjusteringer.
Hvad er et eksempel på dynamisk prissætning?
Dynamisk prissætning er en strategi, hvor virksomheder justerer priserne på produkter eller tjenester efter ændringer i markedsforholdene, som efterspørgsel, lagerbeholdning, konkurrenternes priser eller tidspunkt på dagen. En webshop kan f.eks. automatisk hæve prisen på et populært produkt, når der er færre end 10 enheder tilbage på lager, og sænke den igen, når lageret er genopfyldt. Prisændringerne sker efter fastsatte regler.

