Frafald i salgstragt opstår, når potentielle kunder forlader din webshop, inden de gennemfører et køb eller når videre til næste trin i købsprocessen. Det kan skyldes flere ting: En annonce leder besøgende til den forkerte produktside, en formular kræver for mange oplysninger, ekstra gebyrer dukker først op ved betaling, eller opfølgende e-mails fungerer ikke som forventet.
I andet kvartal af 2026 førte kun 1,4 % af alle besøg på webshops verden over til et køb. I Norden var konverteringsraten 1,3 %. Tallene understreger, hvor vigtigt det er at gøre købsprocessen så nem som muligt og undgå unødvendige forhindringer, der får potentielle kunder til at falde fra.
I denne guide viser vi dig, hvordan du bruger dataanalyse til at finde ud af, hvor kunderne falder fra, undersøger årsagerne ved hjælp af kundefeedback og løser de problemer med produktsider, formularer, betaling og opfølgning, der kan koste dig salg.
Hvad er frafald i en salgstragt?
Frafald i en salgstragt sker, når en potentiel kunde forlader købsprocessen, inden vedkommende når videre til næste trin. Det kan fx være, før kunden ser en produktside, lægger en vare i kurven, går til betaling eller gennemfører et køb. Frafald kan også ske efter købet, hvis kunden ikke vender tilbage eller reagerer på efterfølgende markedsføring.
Du kan finde frem til, hvor kunderne falder fra, ved at sammenligne de forskellige trin i salgstragten. Undersøg bl.a., hvor mange besøgende der går videre til en produktside, hvor mange der lægger varer i kurven, hvor mange der går til betaling, og hvor mange der gennemfører købet.
Selvom en side umiddelbart ser ud til at fungere fint, kan den stadig få kunder til at falde fra. Hvis andelen af besøgende, der går videre til næste trin, er væsentligt lavere end forventet, kan det være tegn på et problem. Ved at analysere overgangen mellem trinnene kan du finde ud af, hvor kunderne møder forhindringer, og hvad du kan forbedre for at øge konverteringsraten.
Hvor falder kunderne typisk fra i salgstragten?
Kunder kan falde fra på alle trin i salgstragten. For at finde årsagen skal du undersøge hvert trin for sig og se, hvor kunderne forlader købsprocessen. Hvis en annonce sender besøgende til den forkerte landingsside, kan problemet ligge i kampagnens målretning eller budskab. Hvis kunderne derimod falder fra under betalingen, kan det skyldes en besværlig betalingsproces.
I en Shopify-undersøgelse fra 2025* angav 37 % af de adspurgte forhandlere markedsføring som deres største udfordring i det første år. Men det er ikke det samme at tiltrække besøgende som at få dem til at købe. Ved at analysere hvert trin i salgstragten kan du finde ud af, hvor problemet opstår. Brug tabellen nedenfor til at se, hvad du bør undersøge.
|
Trin i salgstragten |
Tegn på frafald |
Data, du bør undersøge |
Mulige løsninger |
|---|---|---|---|
|
Kendskab og trafik |
Kampagnebesøgende ser ikke på produkter eller bruger søgefunktionen |
Trafikkilder, landingssider, engagement og konverteringsrate pr. kilde |
Sørg for, at kampagner og landingssider passer sammen, og sammenlign trafikkildernes kvalitet |
|
Søgning og produktopdagelse |
Kunderne kan ikke finde relevante produkter |
Søgetermer, søgninger uden resultater, klikrate, søgning-til-kurv, Shopify-analyse |
Forbedr filtre, synonymer, prioriteringer, anbefalinger og resultattyper |
|
Indkøbskurv og betaling |
Kunder lægger varer i kurven, men gennemfører ikke købet |
Forladte kurve, frafald ved betaling, fejl og fragtomkostninger |
Gennemgå fragtpriser, leveringsmuligheder, betalingsmetoder og mulighed for at handle uden at oprette en konto |
|
Formularer og kontooprettelse |
Besøgende begynder at udfylde formularer, men afslutter dem ikke |
Påbegyndte og afbrudte formularer, fejl og gennemførselsrate |
Fjern unødvendige felter, gør kravene tydelige, og vent med at indsamle oplysninger, der ikke er nødvendige |
|
Opfølgning og genaktivering |
Kunder og abonnenter reagerer ikke på opfølgende kommunikation |
Åbnings- og klikrater, påmindelser om forladte kurve, kundedata og feedback |
Gennemgå automatiserede e-mails, kundedata og opfølgningsforløb |
I andet kvartal af 2026 var den gennemsnitlige konverteringsrate på tværs af udvalgte e-handelsbrancher verden over 1,4 %. Hudpleje havde den højeste konverteringsrate på 2,4 %, efterfulgt af mad og drikke på 2,3 %, mens luksustøj og accessories lå på 0,3 %. Tallene kan give dig et sammenligningsgrundlag, men det vigtigste er at undersøge, hvordan kunderne bevæger sig gennem din egen salgstragt.
En dårlig søgefunktion kan få selv købeklare kunder til at forlade webshoppen, fordi de ikke kan finde det, de leder efter. Taylor Straley, som er VP for e-handel hos DECKED, fortæller:
”I årevis forsøgte vi at udvikle en søgefunktion, men den var hverken intuitiv eller naturlig for kunderne. Når de indtastede en søgning, blev de sendt videre til en produktlisteside, og det gav en virkelig dårlig købsoplevelse. Til sidst følte vi, at det næsten var bedre slet ikke at have en søgefunktion.”
DECKED forbedrede søgeoplevelsen med Shopify Search & Discovery, som bl.a. gør det muligt at tilpasse søgninger, filtre og produktanbefalinger. Ifølge virksomhedens Shopify-case bidrog den forbedrede søge- og produktopdagelse til en omsætningsstigning på 4 %.
Indkøbskurven og betalingsprocessen er to andre steder, hvor mange kunder falder fra. Det viser flere internationale undersøgelser:
- Ifølge Baymards statistik over forladte indkøbskurve bliver gennemsnitligt 70,22 % af indkøbskurvene på nettet forladt, inden købet gennemføres.
- Baymards undersøgelse af betalingsoplevelsen fra 2025 viste, at 64 % af de undersøgte webshops på desktop og 63 % på mobil havde en middelmådig eller dårligere brugeroplevelse ved betaling. Derudover gjorde 62 % ikke muligheden for at købe uden at oprette en konto til det mest fremtrædende valg.
- Ifølge Contentsquares rapport fra 2026 faldt trafikken på detailhandlens websteder med 2,6 % fra 2024 til 2025, mens antallet af konverteringer faldt med 5,5 %. Hele 77 % af trafikken kom fra mobile enheder i 2025.
Tallene viser, hvor vigtigt det er at gøre det nemt for kunderne at gennemføre deres køb, især på mobilen. Gennemgå derfor din webshops betalingsproces, fjern unødvendige trin, og sørg for, at fragtpriser, leveringsmuligheder og betalingsmetoder er tydelige, inden kunden når til det sidste trin.
Sådan finder du frafald i salgstragten
For at identificere frafald i salgstragt skal du først analysere kundernes adfærd og finde ud af, hvor i købsprocessen de falder fra.
Du kan bruge Google Analytics 4 (GA4) til at oprette rapporter, der viser, hvordan kunderne bevæger sig gennem salgstragten. Brug Tragtudforskning under Udforsk til at se, hvilke trin kunderne gennemfører, og hvor de falder fra. Med Stiudforskning kan du undersøge, hvilke sider kunderne besøger, inden de gennemfører et køb eller foretager en anden bestemt handling.
Hvis du bruger Shopify, kan du også se konverteringsrater, webshoppens ydeevne og kundernes søgeadfærd i Shopifys adfærdsrapporter. Brug Shopify Analytics til at identificere, hvor frafaldet sker, og GA4 eller et andet analyseværktøj til at undersøge kundernes adfærd nærmere.
Bemærk: Shopify opdaterede sin måling af sessioner i september 2026. Hvis du sammenligner konverteringsdata fra før og efter ændringen, kan forskelle i tallene derfor skyldes den nye målemetode og ikke nødvendigvis ændringer i kundernes adfærd.
Følg disse fem trin for at finde årsagen til frafaldet:
- Definér de forskellige trin i din salgstragt.
- Opsæt en tragtanalyse i GA4 eller Shopify Analytics.
- Opdel frafaldet efter enhed, trafikkilde og side.
- Undersøg, hvor det største frafald sker.
- Test, hvad der kan være årsagen.
Når du ved, hvor kunderne falder fra, er det nemmere at finde den rette løsning. Det er ofte en god idé at prioritere problemer tæt på købet, fx ved betaling. Her har kunderne allerede vist interesse for at købe, og selv mindre forbedringer kan derfor have stor betydning for salget.
Sådan laver du en kvantitativ analyse
En kvantitativ analyse viser, hvad der sker i salgstragten. Inden for konverteringsoptimering (CRO) kan du bruge data til at finde de sider, trafikkilder, enheder, formularer og betalingstrin, hvor flest kunder falder fra.
I en Shopify-undersøgelse fra 2025* angav under halvdelen af de adspurgte forhandlere, at de fulgte nøgletal som fortjenstmargener, trafik, gennemsnitlig ordreværdi eller konverteringsrate. Uden disse data kan det være svært at afgøre, om en ændring faktisk forbedrer salgstragten, eller om resultaterne skyldes andre forhold.
Der er fire centrale metoder til kvantitativ analyse, som kan hjælpe dig med at forstå kundernes adfærd:
1. Teknisk analyse
Tekniske problemer kan få kunder til at falde fra på alle trin i salgstragten, især hvis de påvirker søgefunktionen, sidernes indlæsningstid eller betalingsprocessen. Brug din webshops egne data til at prioritere de problemer, der påvirker flest kunder, frem for at bruge lige meget tid på alle browsere og enheder.
Der er især tre områder, du bør undersøge:
Optimering af sidehastighed
Brug PageSpeed Insights og Googles Core Web Vitals til at undersøge, om dine sider indlæses langsomt, og hvad der kan forbedres. Sammenhold resultaterne med data om brugerengagement og konverteringer fra GA4, så du kan prioritere de sider, hvor forbedringerne sandsynligvis vil gøre størst forskel.
Test på forskellige browsere og enheder
Med et værktøj som BrowserStack kan du teste, hvordan din webshop fungerer på forskellige browsere og enheder. Kombinér testene med GA4's rapport om tekniske oplysninger, hvor du kan undersøge brugeradfærden efter bl.a. browser, enhedstype og operativsystem.
Sammenlign helst resultater inden for samme enhedstype eller browser, så forskelle i brugernes adfærd ikke bliver forvekslet med tekniske problemer.
Ifølge Statista var den globale konverteringsrate i december 2024 på 2,9 % for tablets, 2,6 % for computere og 2,3 % for mobiltelefoner. Det samlede gennemsnit var 2,4 %. Tallene kan bruges som et historisk sammenligningsgrundlag, men det vigtigste er at undersøge forskellene mellem enheder i din egen webshop.
Mobiloptimering
Kunder handler ikke nødvendigvis på samme måde på mobilen som på computeren. Derfor er det ikke nok blot at tilpasse størrelsen på computerens layout til en mindre skærm. Din webshop skal også være nem at navigere på, søge i og betale fra, når kunden bruger en telefon.
Et casestudie fra web.dev fra 2025 viser, hvordan Ray-Ban forbedrede oplevelsen på sine produktsider ved at bruge Speculation Rules API til at indlæse sider på forhånd. I testen steg konverteringsraten på produktsiderne med 101,47 % på mobil og 156,16 % på computer. Samtidig faldt andelen af besøgende, der forlod siderne, med henholdsvis 13,25 % og 13,18 %.
Resultaterne viser, hvor stor betydning hurtigere indlæsning og en mere smidig brugeroplevelse kan have for konverteringen.
2. Dybdegående analyse
Med Shopify Analytics får du adgang til rapporter og oversigter direkte i Shopify-administrationen. Inden du bruger tallene som grundlag for dine beslutninger, bør du kontrollere, om der er fejl eller mangler i sporingen. Det gælder også, hvis du bruger GA4.
En grundigere analyse af frafald i salgstragt kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor kunderne falder fra, og hvilke problemer du bør prioritere. Her er nogle områder, du med fordel kan undersøge.
Start med et spørgsmål eller et problem
Undgå at drage konklusioner, før du har undersøgt dataene. Hvis du på forhånd er overbevist om, hvad problemet er, risikerer du kun at lægge mærke til de tal, der bekræfter din antagelse.
Start i stedet med et konkret spørgsmål, du kan undersøge. Hvis du eksempelvis har mistanke om, at din betalingsproces er for kompliceret, kan du spørge: ”Hvor mange trin skal kunderne igennem, før de kan gennemføre et køb?”
Prioritér de sider, der har størst betydning for salget
Undersøg, hvilke sider der får mange besøgende, men fører til få konverteringer, og hvilke sider der har færre besøgende, men en høj konverteringsrate. Det kan fx være et populært blogindlæg eller en betalingsside.
Brug tallene til at vurdere, hvor en forbedring kan gøre størst forskel. En side med mange besøgende og et stort frafald kan være et oplagt sted at begynde, men sider tæt på købet kan også have stor betydning for omsætningen.
Ret ødelagte links og 404-fejl
Ødelagte links, der fører til 404-sider, kan skade både brugeroplevelsen og din søgemaskineoptimering (SEO). I GA4 kan du bruge rapporten Sider og skærme til at undersøge, hvilke sider der får trafik, og bruge Stiudforskning til at se, hvordan besøgende finder frem til en fejlside.
Ret ødelagte links, og sørg for, at de relevante sider fungerer. Hvis en side er blevet flyttet eller erstattet, kan du bruge en 301-omdirigering til at sende besøgende videre til den nye adresse.
Undersøg søgninger i din webshop
Data fra din webshops søgefunktion viser, hvad kunderne leder efter, og om de finder relevante produkter. Det kan hjælpe dig med at opdage problemer, der får potentielle kunder til at forlade webshoppen.
Du kan undersøge søgeadfærden på to måder:
- GA4: Brug forbedret måling til at registrere søgninger på dit website og analysere de søgetermer, kunderne bruger.
- Shopify Analytics: Brug adfærdsrapporterne til at se, hvad kunderne søger efter, hvilke søgninger der ikke giver resultater, og hvor ofte søgninger fører til produktvisninger, varer i kurven og køb.
Kunderne forventer at kunne finde relevante produkter hurtigt og nemt, også i webshops med et stort udvalg. Derfor er en velfungerende søgefunktion vigtig for købsoplevelsen.
Stan Dabic, der er adm. direktør hos Russell Hendrix, fortæller om virksomhedens skift til Shopify:
”Feedbacken har været overvældende positiv. Vores kunder er vant til den bekvemmelighed, brugervenlighed og hastighed, de kender fra almindelige webshops, og det er præcis, hvad vi nu kan tilbyde.”
Brug kundedata
Du kan vælge at opdele dine kundedata efter enhed, trafikkilde og kundetype for at finde mønstre i kundernes adfærd.
Hvis du opdager, at mange besøgende fra en bestemt annoncekampagne begynder at udfylde en formular, men ikke sender den, kan det være tegn på, at annoncen skaber forkerte forventninger, eller at formularen er for besværlig.
Sørg også for at holde kundeoplysninger, oplysninger om kundeemner, tags og status for opfølgning opdaterede, så du kan stole på de data, du analyserer.
3. Formularanalyse
Besværlige formularer kan få besøgende til at give op, før de har sendt deres oplysninger. Det kan skyldes for mange obligatoriske felter, uklare krav, gentagne fejl eller felter, der tager unødigt lang tid at udfylde.
Med formularanalyse kan du undersøge, hvor brugerne falder fra, og hvilke dele af formularen der skaber problemer.
Shopify Forms giver dig adgang til statistik for de tilmeldingsformularer, du har oprettet med appen. Du kan bl.a. se antal visninger, indsendelser og fuldførelsesrate. Brug tallene til at vurdere, om formularerne fungerer, inden du tilføjer flere felter eller pop op-vinduer.
Hvis du har brug for mere detaljeret indsigt i, hvordan besøgende udfylder de enkelte felter, kan du bruge et specialiseret værktøj som Zuko. Det kan hjælpe dig med at finde fejl og frafald i formularer, som Shopifys almindelige statistik ikke viser.
Gør formularer nemmere at udfylde ved at fjerne unødvendige spørgsmål, automatisere det, der kan udfyldes automatisk, og forenkle resten. Hvis formålet blot er at tilmelde en besøgende til et nyhedsbrev, kan et enkelt felt til e-mailadressen være tilstrækkeligt.
Sam Sisca, som er VP for detailhandel hos Little Words Project, fortæller:
”Når vi får kundernes e-mailadresser ind i Little Words Projects systemer, handler de ikke kun i vores fysiske butikker. De handler også online og får en sammenhængende oplevelse på tværs af vores salgskanaler.”
4. Heatmaps
Et heatmap er en visuel oversigt over, hvordan besøgende bruger en side. Farverne viser, hvor der er mest og mindst aktivitet. Områder med høj aktivitet vises typisk med varme farver som rød og orange, mens områder med lavere aktivitet vises med køligere farver.
Heatmaps kan hjælpe dig med at se, hvor besøgende klikker, og hvor langt de scroller. Det kan afsløre knapper, links eller indhold, som kunderne overser, og dermed hjælpe dig med at forbedre brugeroplevelsen og mindske frafaldet.
Der findes især to typer heatmaps, som er relevante for konverteringsoptimering:
- Klikkort (click maps): Viser, hvor besøgende klikker på en side. De kan fx afsløre, om kunder forsøger at klikke på billeder eller tekst, som de forventer fører videre til en anden side.
- Scrollkort (scroll maps): Viser, hvor langt besøgende scroller ned på en side. De kan hjælpe dig med at vurdere, om vigtigt indhold, knapper eller produktinformation bør placeres højere oppe.
Sådan foretager du en kvalitativ analyse
Kvantitativ analyse viser, hvor kunderne falder fra i salgstragten. Kvalitativ analyse hjælper dig med at forstå hvorfor. Det er især nyttigt, når kunderne forlader en produktside, en formular, indkøbskurven eller betalingsprocessen uden at gennemføre næste trin.
Med kundefeedback, interviews, spørgeundersøgelser, brugertests og sessionsoptagelser kan du undersøge, hvilke problemer kunderne oplever, og hvad der får dem til at give op undervejs.
1. Spørgeundersøgelser på din webshop
Du kan bruge to typer spørgeundersøgelser til at indsamle feedback direkte fra besøgende:
- Undersøgelser ved tegn på frafald: Vises, når en besøgende ser ud til at være på vej væk fra siden, fx ved at flytte musen op mod browserens værktøjslinje. På den måde kan du spørge, hvad der får vedkommende til at forlade webshoppen.
- Undersøgelser på bestemte sider: Vises, når en besøgende åbner en side eller har været på den i et bestemt tidsrum. De kan bruges til at indsamle feedback, mens kunden stadig er i gang med at undersøge dine produkter.
Stil gerne åbne spørgsmål, så kunderne kan forklare deres oplevelse med egne ord. Det giver ofte mere brugbar feedback end en talvurdering alene.
Du kan bl.a. spørge:
- Hvad leder du efter i dag?
- Fandt du det, du søgte?
- Hvis ikke, hvad manglede du?
- Er der noget, der afholder dig fra at gennemføre dit køb?
- Er der noget, du gerne vil vide mere om?
Hold undersøgelserne korte. Ifølge en undersøgelse fra Survicate fra 2026 havde spørgeundersøgelser med ét spørgsmål en gennemsnitlig fuldførelsesrate på 85,7 %, mens undersøgelser med to spørgsmål lå på 80,7 %. Et enkelt åbent spørgsmål eller et ja/nej-spørgsmål med mulighed for at uddybe svaret kan derfor være et godt udgangspunkt.
Brug svarene til at forbedre dine produktbeskrivelser og landingssider, så de passer bedre til kundernes spørgsmål, behov og forventninger.
2. Kundeinterviews
For at få et nuanceret billede af købsoplevelsen bør du interviewe forskellige typer kunder. Det kan være førstegangskøbere, tilbagevendende kunder og kunder, der er holdt op med at handle hos dig.
Spørg eksempelvis nye kunder, hvad der fik dem til at tøve inden købet, tilbagevendende kunder, hvad der gjorde det nemmere at handle igen, og tidligere kunder, hvorfor de ikke længere handler hos dig.
Stil korte, åbne og neutrale spørgsmål, så du ikke påvirker svarene med dine egne antagelser. Spørg først ind til kundernes oplevelser og udfordringer, inden du begynder at tale om mulige løsninger.
Det kan være en god idé at optage interviewene og få dem transskriberet, så du kan gennemgå svarene bagefter. Sørg for at informere deltagerne om optagelsen og overholde de relevante regler om behandling af personoplysninger. Ved interviews med fysisk fremmøde kan en kollega hjælpe med at tage noter, så du kan koncentrere dig om samtalen.
3. Kundeundersøgelser
En mere omfattende kundeundersøgelse giver dig mulighed for at stille flere spørgsmål og få et dybere indblik i kundernes behov og beslutninger.
Undersøgelsen kan bl.a. hjælpe dig med at finde ud af:
- Hvem dine kunder er
- Hvilke problemer de ønsker at løse med dine produkter
- Hvilke overvejelser og bekymringer de havde inden købet
- Hvordan de selv beskriver dine produkter og deres oplevelse med webshoppen
Du kan sende undersøgelsen til kunder, der for nylig har gennemført deres første køb. Sørg for at indsamle tilstrækkeligt mange besvarelser til, at du kan se tydelige mønstre. En beregner til stikprøvestørrelse kan hjælpe dig med at vurdere, hvor mange svar du har brug for.
Her er otte spørgsmål, du kan tage udgangspunkt i:
- Hvad beskæftiger du dig med, og hvad er relevant at vide om dine behov?
- Hvad bruger du produktet til?
- Hvilket problem hjælper produktet dig med at løse?
- Hvad kan du bedst lide ved produktet?
- Overvejede du andre produkter?
- Hvorfor valgte du dette produkt frem for alternativerne?
- Hvad var tæt på at få dig til at opgive købet?
- Hvad var din største bekymring ved at handle i vores webshop?
Sammenlign derefter svarene med dine konverteringsdata. Hvis mange kunder eksempelvis nævner høje fragtpriser som en grund til at tøve, kan du undersøge, hvor mange der falder fra, når fragtomkostningerne vises under betalingen.
4. Brugertest
Ved en brugertest beder du personer fra din målgruppe om at udføre bestemte opgaver i din webshop, mens du observerer, hvordan de gør. Du kan samtidig bede dem fortælle, hvad de tænker undervejs.
Denne metode kaldes tænk højt-metoden og beskrives af Nielsen Norman Group. Den kan hjælpe dig med at opdage forvirrende funktioner og andre problemer, som ikke nødvendigvis fremgår af dine analysedata.
Du kan fx give deltagerne tre typer opgaver:
- En fri opgave: ”Find et produkt, du godt kunne tænke dig at købe.”
- En konkret opgave: ”Find et bestemt produkt inden for et bestemt prisinterval, og læg det i kurven.”
- En opgave, der gennemgår købsprocessen: ”Find et produkt, vælg leveringsmetode, og gå videre til betaling.”
Tilpas opgaverne til de steder i salgstragten, hvor dine analyser viser problemer. Hvis mange kunder falder fra under betalingen, kan du fx undersøge, om testpersonerne har svært ved at finde leveringsmuligheder, forstå fragtpriserne eller vælge en betalingsmetode.
5. Sessionsoptagelser
Sessionsoptagelser viser, hvordan besøgende bevæger sig rundt i din webshop. I modsætning til brugertests, hvor deltagerne fortæller, hvad de tænker, viser sessionsoptagelser deres faktiske adfærd på siderne.
Brug optagelserne til at undersøge, hvor besøgende tøver, klikker gentagne gange, går tilbage eller forlader købsprocessen. Se efter mønstre på tværs af flere besøg frem for at drage konklusioner ud fra en enkelt optagelse.
Inddel gerne dine observationer efter de forskellige trin i salgstragten, fx produktsøgning, produktsider, indkøbskurv, betaling og kontooprettelse. På den måde bliver det nemmere at se, hvor du bør sætte ind.
Husk GDPR og cookies: Hvis du bruger sessionsoptagelser eller andre værktøjer til at registrere besøgendes adfærd, skal du sikre, at de overholder databeskyttelsesreglerne og de danske cookieregler. Undersøg bl.a., om værktøjet kræver samtykke, og sørg for, at følsomme indtastninger og betalingsoplysninger ikke bliver optaget. Du kan læse mere om reglerne hos Datatilsynet og Erhvervsstyrelsen.
Sådan mindsker du frafald i salgstragten
Når du har identificeret årsagerne til frafald i salgstragt, er næste skridt at løse de problemer, der får potentielle kunder til at forlade købsprocessen. Start som udgangspunkt med de trin, der ligger tættest på købet, fx betalingsprocessen. Her har kunderne allerede vist interesse for at købe, så selv små forbedringer kan gøre en forskel for salget.
Brug denne tjekliste til at komme i gang:
- Find det største frafald. Undersøg, hvor mange potentielle kunder der forlader salgstragten, og prioritér de problemer, der har størst betydning for dit salg.
- Undersøg årsagen. Brug kundefeedback, spørgeundersøgelser og andre kvalitative metoder til at forstå, hvorfor kunderne falder fra.
- Prioritér problemer tæt på købet. Se især på indkøbskurven og betalingsprocessen, hvor kunderne allerede har vist købsintention. Vurdér dog altid problemernes omfang, inden du beslutter, hvor du skal sætte ind.
- Test én ændring ad gangen. Så bliver det nemmere at se, om ændringen har den ønskede effekt, eller om du skal prøve en anden løsning.
- Følg op på resultaterne. Brug dine analysedata til at se, om frafaldet falder, og konverteringsraten stiger. Hvis ikke, kan du justere din løsning og teste igen.
Start gerne med de problemer, kunderne selv nævner ved betaling. Ifølge Baymards undersøgelse fra 2026 angav 39 % af de adspurgte amerikanske forbrugere ekstraomkostninger som fragt, skatter eller gebyrer som en årsag til, at de opgav et køb. 21 % angav også langsom levering, 19 % krav om at oprette en konto og 18 % en for lang eller kompliceret betalingsproces.
Hvis du bruger Shopify, kan du gennemgå forladte betalinger i Shopify-administrationen og opsætte automatiske mails om forladte betalinger via Shopify Messaging. Du kan også bruge Shopify Messagings mailanalyse til at følge, hvordan kunderne reagerer på dine e-mails, bl.a. gennem åbninger, klik og køb.
Ofte stillede spørgsmål om frafald i salgstragt
Hvad er forskellen på en marketingtragt og en salgstragt?
En marketingtragt fokuserer på at skabe opmærksomhed om din virksomhed og vække potentielle kunders interesse. En salgstragt beskriver de trin, der fører fra interesse til køb. I en webshop hænger de to tæt sammen, fordi både annoncer, produktsider, indkøbskurv og betaling påvirker, om kunden ender med at købe noget.
Hvad er de fem trin i en salgstragt?
En salgstragt kan opdeles i fem trin: opmærksomhed, interesse, overvejelse, køb og genaktivering. I en webshop kan det fx være, at en kunde opdager din butik, undersøger dine produkter, lægger en vare i kurven, gennemfører købet og senere vender tilbage for at handle igen.
Ved at undersøge, hvor mange kunder der går videre fra ét trin til det næste, kan du se, hvor frafaldet er størst.
Hvordan mindsker jeg frafald i min salgstragt?
Start med at analysere, hvor kunderne falder fra, fx på produktsiderne, i indkøbskurven eller under betalingen. Brug derefter kundefeedback, spørgeundersøgelser eller sessionsoptagelser til at undersøge årsagen.
Prioritér de problemer, der har størst betydning for salget, test én forbedring ad gangen, og følg udviklingen i konverteringsraten.
Hvilke nøgletal skal jeg følge for at finde frafald i salgstragten?
De vigtigste nøgletal er konverteringsrate pr. trin, andelen af forladte indkøbskurve, frafald ved betaling og gennemførselsrater for formularer. Du bør også undersøge, hvordan besøgende fra forskellige trafikkilder og enheder bevæger sig gennem din webshop.
Med GA4 og Shopify Analytics kan du sammenligne trinnene og identificere, hvor kunderne falder fra.
Hvor ofte bør jeg gennemgå min salgstragt?
Gennemgå gerne hele salgstragten hvert kvartal, og undersøg de steder, hvor flest kunder falder fra mindst én gang om måneden. Det er også en god idé at kontrollere konverteringsraten, når du ændrer din webshop, lancerer nye kampagner eller justerer betalingsprocessen.
På den måde kan du opdage nye problemer tidligt og løbende forbedre købsoplevelsen.
*Baseret på en Shopify-undersøgelse fra 2025 blandt 500 forhandlere i Australien, Canada, Storbritannien, Irland, New Zealand og USA. Undersøgelsen blev gennemført på engelsk blandt forhandlere, der havde brugt Shopify i mindst to år. Resultaterne afspejler denne gruppe og er ikke nødvendigvis repræsentative for alle Shopify-forhandlere.

