Når folk leder efter produkter på nettet, starter de ofte med en Google-søgning frem for at gå direkte til en webshop eller en markedsplads som Amazon.
Når du søger efter et produkt på Google, kan du blandt de første resultater se en række varer med billeder, priser og forhandlere:

For webshops er Google Shopping en god mulighed for at nå kunder, der allerede leder efter produkter som dine. Det kræver dog lidt forberedelse at få dine varer vist i de relevante søgeresultater.
I denne guide viser vi, hvordan du opretter et Google Shopping-feed og forbedrer dine produktdata, så du får større chance for at tiltrække kunder og skabe salg gennem Google.
Hvad er Google Shopping-feedet?
Et Google Shopping-feed er de produktoplysninger, din webshop sender til Google Merchant Center, eksempelvis produktnavne, billeder, priser og lagerstatus. Google bruger disse oplysninger til at matche dine produkter med relevante søgninger og vise dem i søgeresultaterne, ofte som en række produktkort eller en karrusel.
Produktresultaterne kan både være betalte Shopping-annoncer og gratis produktfortegnelser. Du behøver altså ikke nødvendigvis betale for annoncering, for at dine produkter kan blive vist på Google.
For webshops betyder det, at annoncerne kan tage udgangspunkt i, hvad kunderne søger efter, frem for udelukkende at bygge på deres tidligere adfærd på nettet. Det gør det muligt at nå potentielle kunder, netop når de leder efter produkter som dine.
Sådan opretter du et Google Shopping-feed
Nu ved du, hvordan Google Shopping-feedannoncerne fungerer. Her gennemgår vi, hvordan du får dine Shopify-produkter vist på Google, så potentielle kunder kan finde dem, når de søger efter varer som dine. Med et korrekt opsat produktfeed kan dine varer blive vist i både gratis produktfortegnelser og betalte Shopping-annoncer.
1. Opret din Google Merchant Center-konto
Først skal du have en konto i Google Merchant Center, hvor du kan administrere dine produktdata. Opsætningen er forholdsvis enkel, men der er nogle oplysninger, du skal have klar, før du forbinder kontoen med din Shopify-butik.
Gå til Google Merchant Center, og følg vejledningen for at oprette din konto. Du skal blandt andet gennemgå følgende trin:
Tilføj virksomhedsoplysninger og indstillinger
Google beder dig om at angive din webshops adresse, butiksnavn og virksomhedens placering. Du skal også oplyse, hvor og hvordan du sælger dine produkter. Sørg for, at oplysningerne stemmer overens med dem, der står på din webshop.
Verificer dit website, og gør krav på adressen
Google skal bekræfte, at du ejer din webshop. Det kan blandt andet ske automatisk via Shopify eller ved hjælp af andre metoder til verificering. Når dit website er verificeret, skal adressen knyttes til din Merchant Center-konto, så Google ved, hvilken webshop kontoen tilhører.

Tilføj oplysninger om returnering og refusion
Når din webshop er verificeret, skal du også angive dine retur- og refusionsbetingelser. Oplysningerne skal stemme overens med dem på din webshop, så kunderne får korrekte oplysninger om blandt andet returneringsfrister og eventuelle gebyrer.
2. Tilføj Google & YouTube-appen til din Shopify-butik
Når din Merchant Center-konto er klar, kan du forbinde den med Shopify via Google & YouTube-appen i Shopify App Store. Hvis du ikke allerede har en Merchant Center-konto, kan du også oprette en under opsætningen af salgskanalen.

Log ind på din Shopify-konto, og installer Google & YouTube-appen. Under installationen får du vist, hvilke oplysninger og tilladelser appen skal bruge for at fungere sammen med din webshop.
Følg anvisningerne for at tilføje salgskanalen. Gå derefter til Google & YouTube i din Shopify-administrator, og vælg "Tilslut Google-konto". Her kan du vælge din Google-konto og derefter forbinde en eksisterende Merchant Center-konto eller oprette en ny.
3. Gennemgå tjeklisten i Google & YouTube-appen
Når du har forbundet din Shopify-butik med din Google-konto, får du vist en tjekliste med de krav, din webshop skal opfylde, før produkterne kan vises på Google. Den ser nogenlunde sådan ud:

Du skal gennemføre alle punkterne på tjeklisten, før du kan fortsætte. Det handler blandt andet om at sikre, at din webshop er offentlig, at dine kontaktoplysninger er synlige for kunderne, og at dine leverings- og returbetingelser er på plads.
Når du har gennemført tjeklisten, kan du vælge, hvilke lande du vil sælge til, og gennemgå dine indstillinger for sprog og levering. Du skal også acceptere Googles vilkår. Derefter er den grundlæggende opsætning færdig, og du kan begynde at arbejde med dine produktdata.
4. Administrer og optimer produkttilgængeligheden
Når opsætningen er gennemført, kan du se dine produkter og deres status i Google & YouTube-kanalen i Shopify. Oversigten ser nogenlunde sådan ud:

Længere nede i artiklen finder du konkrete tips til at optimere dit Google Shopping-feed. Start med at gennemgå dine produkter i Shopify-administratoren, og sørg for, at de er tilgængelige for Google & YouTube-kanalen. Her kan du også tilføje manglende produktdata og kontrollere, at titler, beskrivelser, priser og billeder er korrekte.
5. Bekræft, at produkterne er godkendt, og tjek for fejl og afvisninger
Når dine produkter er synkroniseret med Google Merchant Center, skal Google gennemgå dem, før de kan blive vist. Det tager normalt tre til fem hverdage efter den første synkronisering. Du kan følge godkendelsen i Google & YouTube-kanalen, hvor produkternes status viser, om de er godkendt eller kræver ændringer.
Du kan også åbne Google Merchant Center og gå til "Produkter" for at se dine produktdata og deres status. Hvis du vil kontrollere selve produktfeedet, finder du dine datakilder under "Indstillinger" og derefter "Datakilder".
Hvis nogle af dine produkter bliver afvist, kan du finde årsagen under fanen "Kræver handling" på siden "Produkter". Her viser Google, hvilke oplysninger der mangler eller skal rettes. Det kan eksempelvis være forkerte priser, manglende produktbilleder eller uoverensstemmelser mellem dit feed og din webshop. Nogle fejl kan rettes på få minutter, mens andre kræver lidt mere arbejde.
Husk at rette eventuelle fejl og afvisninger, da de berørte produkter ellers ikke kan vises i Shopping-annoncer eller gratis produktfortegnelser.
Typer af Google Shopping-feeds
Nu har vi gennemgået, hvordan du opretter et Google Shopping-feed. Men der findes også andre datakilder, som kan bruges til at supplere dine produktdata med eksempelvis lagerstatus, tilbud og oplysninger om fysiske butikker. Her ser vi nærmere på de forskellige muligheder, og hvornår de er relevante for din webshop.
Google Merchant Center-feed
Det primære produktfeed indeholder de oplysninger, Google bruger til at vise dine varer i søgeresultaterne. Det gælder blandt andet produktbilleder, titler, priser, forhandlernavne og eventuelle kundeanmeldelser. Oplysningerne kan vises i produktkort eller karruseller på Google, både som betalte Shopping-annoncer og gratis produktfortegnelser.
Feed til opdatering af produktbeholdning
Du kan også bruge en supplerende datakilde til at opdatere priser og lagerstatus uden at skulle uploade hele dit produktfeed igen. Googles tidligere særskilte feed til opdatering af onlinebeholdning er udfaset, men funktionen findes nu via supplerende datakilder.
På mobil kan kunder blandt andet se, om en vare er tilgængelig i en fysisk butik i nærheden:

På billedet vises mærkningen "In store" under produkterne, så kunden kan se, at de findes i en fysisk butik. Google kan også vise oplysninger som "På lager", afhængigt af produktet og butikkens opsætning. Sørg for, at dine lageroplysninger er opdaterede, så kunderne ikke møder udsolgte varer, når de besøger din webshop eller butik.
Kampagnefeed
Et kampagnefeed bruges til at sende oplysninger om særlige tilbud og rabatter til Google Merchant Center. Det kan eksempelvis være en rabatkode eller et tilbud, der gælder ved køb af flere varer. Almindelige nedsatte priser håndteres derimod med feltet for tilbudspris i dit produktfeed.

Et feed med promoveringer indeholder oplysninger som promotion_id, product_applicability, offer_type, long_title, promotion_effective_dates, redemption_channel og promotion_destination. Google bruger disse felter til at afgøre, hvilke produkter tilbuddet gælder for, og hvornår det skal vises. Du kan finde de præcise krav i Googles specifikation for promoveringsdata.
Bemærk, at Googles promoveringsprogram ikke i øjeblikket omfatter Danmark. Danske webshops kan dog stadig angive almindelige tilbudspriser i deres produktdata.
Feed til lokale beholdningsannoncer
Et feed til lokale beholdningsannoncer viser, hvilke varer der findes i dine fysiske butikker. Det er især relevant, hvis du både sælger online og har en eller flere butikker, hvor kunderne kan se eller afhente dine produkter.
En af mulighederne er at vise, at en vare kan afhentes i butikken:

Når du opsætter en datakilde for lokal lagerbeholdning, skal Google blandt andet have oplysninger om butikkens kode, produkt-id, lagerantal og tilgængelighed. Lagerdataene skal holdes opdaterede, så kunderne får korrekte oplysninger. Hvis du bruger Shopify POS, kan du også undersøge mulighederne for at vise lokal lagerbeholdning på Google.
Feed til produktbedømmelser
Produktbedømmelser kan vises sammen med dine produkter i Google Shopping, både i annoncer og gratis produktfortegnelser. De vises typisk som stjerner fra 1 til 5 sammen med antallet af anmeldelser og giver potentielle kunder et indtryk af, hvad andre synes om produktet.

Der er to måder, hvorpå butikker kan omdanne almindelige feedvarer til bedømmelsesfeeds:
- Upload et feed med produktanmeldelser direkte til din Merchant Center-konto.
- Brug en godkendt tredjepartstjeneste, der indsamler og sender anmeldelser til Google.
Hvis du vælger en tredjepartstjeneste, sørger den normalt for at sende anmeldelserne til Google. Indsamler du selv anmeldelser i din webshop, kan du i stedet tilmelde dig Googles program for produktbedømmelser og uploade et anmeldelsesfeed. Du skal have mindst 50 produktanmeldelser for at deltage, og feedet skal opdateres mindst én gang om måneden.
Feed til dynamisk remarketing
Dynamisk remarketing bruger oplysninger fra dit produktfeed til at vise relevante annoncer til personer, der tidligere har besøgt din webshop. Hvis en kunde eksempelvis har kigget på et par sko eller forladt sin indkøbskurv, kan Google vise annoncer med netop de produkter. Du behøver ikke oprette et særskilt Google Shopping-feed, da dynamisk remarketing kan bruge produktdataene fra Merchant Center.
Funktionen kræver, at din Merchant Center-konto er forbundet med Google Ads, og at du har konfigureret sporing af relevante handlinger på din webshop. Hvis du sælger til danske kunder, skal du også være opmærksom på reglerne for cookies og personoplysninger. Ifølge Datatilsynets vejledning om cookies kræver sporing til målrettet annoncering som udgangspunkt brugerens samtykke.
Hvis du administrerer dit produktfeed manuelt, kan du bruge XML- eller TXT-filer med oplysninger som id, title, description, link, image_link, price og availability. Afhængigt af produkttypen skal du også angive eksempelvis condition, brand og gtin. Du kan oprette feedet i Google Sheets eller Excel og eksportere det i et format, som Google understøtter.
Tips til optimering af Google Shopping-feedet
Uanset om du opretter dit produktfeed med en app, en ekstern tjeneste eller manuelt, er der flere ting, du bør være opmærksom på. Google stiller forskellige krav til produktdata, afhængigt af hvilke varer du sælger.
Mangelfulde eller forkerte oplysninger kan betyde, at dine produkter bliver afvist eller ikke vises ved relevante søgninger. Her gennemgår vi de vigtigste elementer, du bør arbejde med, når du vil optimere dit Google Shopping-feed. Vi starter med dem, der typisk har størst betydning for dine produkters synlighed.
Produkttitel
En god produkttitel fortæller både Google og potentielle kunder, hvad du sælger. Jo mere præcis og beskrivende titlen er, desto lettere bliver det for Google at matche produktet med relevante søgninger. Produkttitlen er derfor et af de vigtigste elementer i dit feed.
Hvis du arbejder med SEO, kender du sikkert betydningen af en god sidetitel. Produkttitlen har en lignende funktion i Google Shopping, selvom den er et selvstændigt felt i produktfeedet. Her er nogle gode råd til, hvad du bør gøre, og hvad du skal undgå.
Ting, du bør gøre:
- Inkluder de vigtigste søgeord: Tænk over, hvilke ord kunderne bruger, når de leder efter dit produkt. Brug de vigtigste søgeord i titlen, så længe de beskriver varen korrekt.
- Brug produktets navn: Vælg den betegnelse, som kunderne kender og typisk søger efter. Undgå interne produktnavne eller kreative betegnelser, der ikke fortæller, hvad varen er.
- Angiv farve, brand, køn og størrelse: Specifikke oplysninger gør det lettere at matche produktet med detaljerede søgninger. En kunde, der søger efter "blå Adidas Climalite-polotrøje til mænd", ved sandsynligvis mere præcist, hvad vedkommende leder efter, end en person, der bare søger efter "trøje".
- Placer vigtige oplysninger først: Google viser ikke nødvendigvis hele produkttitlen i søgeresultaterne. Hvis du sælger visitkort, er "Visitkort, 350 g/m², blank overflade" derfor mere oplagt end "350 g/m² blank overflade, visitkort". Så kan kunden hurtigt se, hvilket produkt der er tale om.
- Medtag modelnummer og andre relevante detaljer: Mange kunder søger efter en bestemt model, årgang eller produktversion. De oplysninger kan gøre din vare lettere at finde.
- Hold dig inden for Googles grænse på 150 tegn: Ifølge Googles retningslinjer for produkttitler må titlen højst fylde 150 tegn. De første 70 tegn eller færre er ofte dem, kunderne ser, så prioriter de vigtigste oplysninger. Brug gerne pladsen til relevante detaljer, men undgå unødvendige ord.
Her er et eksempel på en beskrivende produkttitel til Bonavita 8 Cup-kaffemaskinen.

Ting, du ikke bør gøre:
- Gentag søgeord unødigt: Undgå at fylde titlen med de samme søgeord flere gange. Brug i stedet pladsen på relevante oplysninger om produktet.
- Tilføj kampagnetekst: En produkttitel som "Visitkort, 50 % rabat i dag" overholder ikke Googles retningslinjer. Du må gerne annoncere med tilbud, men rabatten skal angives i de relevante felter og ikke i produkttitlen.
- Vær for upræcis: En titel som "Nike løbesko" fortæller ikke nok om produktet. Skriv hellere "Nike Pegasus 41 løbesko til mænd", så både Google og kunderne ved, hvilken model der er tale om.
- Brug kun store bogstaver: Undgå at skrive hele titlen MED STORE BOGSTAVER for at tiltrække opmærksomhed. Google tillader store bogstaver, hvor det er naturligt, men overdreven brug kan føre til, at produktet bliver afvist.
Produktbeskrivelse
Produktbeskrivelsen er også vigtig for, at Google kan forstå dine produkter og vise dem ved relevante søgninger. Den skal indeholde oplysninger om produktets egenskaber og anvendelse, så potentielle kunder lettere kan finde det, de leder efter. En upræcis beskrivelse kan betyde, at du går glip af relevante visninger.
Ting, du bør gøre:
- Beskriv produktet klart og præcist: Fortæl, hvad produktet er, og hvilke egenskaber det har. Medtag relevante oplysninger om eksempelvis størrelse, materiale, funktioner og anvendelse. Tænk over, hvad kunden har brug for at vide, inden vedkommende køber.
- Tænk i søgeord: Overvej, hvilke ord kunderne bruger, når de søger efter produkter som dine. Brug dem naturligt i produktbeskrivelsen, så Google lettere kan forstå, hvilke søgninger produktet er relevant for.
- Placer vigtige oplysninger først: Google anbefaler, at de vigtigste produktdetaljer står inden for de første 160 til 500 tegn. Start derfor med de oplysninger, der bedst beskriver produktet, og gem mindre væsentlige detaljer til senere.
Her er et eksempel på en produktbeskrivelse til en Orca-køleboks. Beskrivelsen indeholder mange relevante oplysninger, men indledningen kunne være mere præcis. Det ville være bedre at starte med køleboksens kapacitet, isolering og vigtigste funktioner.

Ting, du ikke bør gøre:
- Gentag søgeord unødigt: Undgå at fylde beskrivelsen med de samme søgeord. Brug i stedet pladsen på oplysninger, der gør det lettere for Google og kunderne at forstå produktet.
- Vær for vag eller poetisk: Beskriv produktet, som du ville forklare det til en kunde i en fysisk butik. Undgå lange salgstaler og generelle påstande om, hvor fantastisk produktet er. Den slags kan fungere på din webshop, men i Google Shopping er konkrete produktoplysninger vigtigere.
- Skriv unødigt lange beskrivelser: Google tillader op til 5.000 tegn, men det betyder ikke, at du skal bruge dem alle. Hold beskrivelsen relevant og overskuelig, så de vigtigste oplysninger er nemme at finde.
Google-produktkategori
Google har en omfattende liste over kategorier og underkategorier, som bruges til at klassificere produkter. Det hjælper Google med at forstå, hvad du sælger, og vise dine varer ved relevante søgninger. Google tildeler som udgangspunkt automatisk en kategori til hvert produkt, men du kan selv angive en anden, hvis den automatiske kategorisering ikke passer. Du skal vælge blandt Googles eksisterende kategorier og kan ikke oprette dine egne.
- Gennemgå Googles kategoriliste: Du finder alle mulighederne i Googles produktklassifikation. Listen bliver opdateret, så det er en god idé at bruge den nyeste version. Vælg den mest præcise kategori: Du kan kun vælge én, så vælg med omhu. Lad os som eksempel sige, at du sælger visirer til motorcykelhjelme. Du kunne blot vælge Google-produktkategori: Køretøjsdele > Køretøjsdele og tilbehør. Men det ville være langt bedre at vælge Google-produktkategori: Køretøjsdele > Køretøjsdele og tilbehør > Motorcykeltilbehør > Beskyttelsesudstyr til motorcykel > Dele og tilbehør til motorcykelhjelme > Motorcykelhjelmvisirer.
- Vælg den nærmeste kategori, hvis der ikke findes et præcist match: Nogle produkter passer ikke ind i en bestemt underkategori. Her bør du vælge den kategori, der kommer tættest på, og bruge feltet Produkttype til at give Google flere oplysninger om varen. Du kan også angive kategoriens numeriske id i stedet for hele kategoristien.
Produkttype
Produkttype er et ekstra felt i dit Google Shopping-feed, hvor du selv kan beskrive, hvordan dine produkter er inddelt i kategorier. I modsætning til Google-produktkategori kan du frit vælge dine egne betegnelser. Feltet er ikke obligatorisk, men det er en god idé at udfylde det, da det blandt andet gør det lettere at organisere dine Shopping-kampagner. I Danmark kan produkttypen også bruges til at inddele produkter med henblik på budgivning i Google Ads.
- Brug kategorierne fra din webshop: Tag udgangspunkt i den måde, dine produkter allerede er organiseret på. Hvis du eksempelvis sælger reservedele til biler, kan en kategoristi se sådan ud: Chevrolet > Lastbildele > Dørdele > Dørhåndtag. Den fortæller Google, at produktet er et dørhåndtag til en Chevrolet-lastbil. Du kan bruge den samme opdeling i feltet Produkttype i dit feed.
- Gør kategorierne så beskrivende som muligt: Hvis din webshop kun bruger brede kategorier, kan du tilføje flere niveauer i produktfeedet. Har du eksempelvis kategorien Dele > Dørhåndtag, kan du udvide den til Bildele > Lastbildele > Dørdele > Dørhåndtag. Brug tegnet > med mellemrum på begge sider til at adskille niveauerne. Det giver en mere detaljeret opdeling, som du kan bruge til at administrere og analysere dine Shopping-kampagner.
Billede
Produktbilledet er noget af det første, kunderne lægger mærke til, når de ser dine varer på Google Shopping. Et godt billede kan derfor have stor betydning for, om de klikker på din annonce.
- Synligt i et miniaturebillede: Kunderne skal hurtigt kunne se, hvad du sælger, også når billedet vises i et lille format. Brug skarpe billeder, hvor produktet fylder en passende del af billedet.
- Vælg en enkel baggrund: En hvid eller neutral baggrund gør det lettere at se produktet. Google kræver ikke, at baggrunden er hvid, men den må ikke tage opmærksomheden fra varen.
- Undgå tekst, vandmærker og logoer: Tekst, vandmærker eller logoer er ikke tilladt, medmindre de fremgår af selve produktet. Du må ikke lægge tekst eller vandmærker over dit billede.
- Vis produktet fra sin bedste side: Når du fotograferer produkter, skal du sørge for god belysning og vælge en vinkel, der viser produktets vigtigste detaljer. Hvis du sælger tøj, kan du eksempelvis vise det på en model, så kunderne bedre kan se pasformen.
Pris
Et godt produktbillede kan fange kundernes opmærksomhed, men prisen har ofte stor betydning for, om de vælger at klikke. Det gælder især, hvis du sælger produkter, som kunderne også kan finde hos andre forhandlere. Produktprisen skal være korrekt og stemme overens med den, kunden ser på din webshop og ved betaling. Hvis du sælger til danske forbrugere, skal prisen i dit produktfeed være inklusive moms. Google kan afvise produkter, hvis priserne ikke stemmer overens.
En højere pris kan gøre det sværere at konkurrere, især hvis kunderne primært går efter det billigste tilbud. Men hvis dit produkt har særlige egenskaber eller en højere kvalitet, kan en højere pris også være med til at tiltrække kunder, der prioriterer andet end prisen.
Forestil dig eksempelvis, at du sælger specialdesignede billygter. Dine kunder leder måske efter lygter i høj kvalitet, der giver bilen et personligt udtryk, frem for den billigste løsning. Selvom de bruger de samme søgeord som mere prisbevidste kunder, kan en højere pris være relevant for netop denne målgruppe. Det kræver dog, at dine produktbilleder og beskrivelser tydeligt viser, hvad kunderne får for pengene.
Brand
Hvis dit produkt har et brand, skal du angive det i dit Google Shopping-feed. Det gælder både, når du sælger varer fra andre producenter, og når du sælger produkter under dit eget brand. Mange kunder søger efter bestemte mærker, især når de allerede ved, hvad de vil købe. Hvis produktet ikke har et brand, skal du som udgangspunkt lade feltet stå tomt frem for at opfinde et navn.
Beklædningskategorier
Hvis du sælger tøj og accessories, skal du angive ekstra produktoplysninger i dit Google Shopping-feed. Kravene afhænger blandt andet af produkttypen, og hvor dine varer skal vises. De vigtigste oplysninger er:
- Køn: mand, kvinde eller unisex
- Aldersgruppe: nyfødt, spædbarn, småbarn, børn, voksen
- Størrelse: produktets faktiske størrelse, eksempelvis S, M, L eller 38
- Farve: produktets farve, eksempelvis sort, blå eller rød
- Størrelsestype: almindelig, petite, plus size, høj eller ventetøj
- Størrelsessystem: EU, US, UK eller andre relevante størrelsessystemer
Producentens produktnummer (MPN) og Google Trade Identification Number (GTIN)
MPN er det varenummer, producenten har givet produktet, og er ikke nødvendigvis det samme som din webshops interne varenummer (SKU). GTIN er et internationalt produktnummer, som blandt andet omfatter EAN-stregkoder og ISBN-numre til bøger. Google anbefaler, at du angiver de korrekte produktnumre, når de findes. Produkter uden et GTIN skal som udgangspunkt identificeres med brand og MPN, hvis disse oplysninger findes.
Moms
Hvis du sælger til danske kunder, skal priserne i dit produktfeed være inklusive moms og stemme overens med priserne på din webshop. Sørg derfor for, at dine momsindstillinger i Shopify er korrekte, inden produkterne synkroniseres med Google Merchant Center. Du behøver ikke oprette særskilte amerikanske afgiftsindstillinger for at sælge til danske kunder.
Forsendelse
Du kan administrere leveringspriser og leveringstider i Google Merchant Center, hvor du blandt andet kan vælge gratis levering, faste fragtpriser eller priser baseret på varens vægt. Bruger du Shopify, kan du i nogle tilfælde synkronisere dine leveringsindstillinger automatisk. Ellers skal de opsættes manuelt i Merchant Center, så kunderne får korrekte oplysninger om fragtpriser og forventet leveringstid.
Andre påkrævede oplysninger
Disse påkrævede datapunkter er hurtige og nemme at tilføje. Hvis du udelader dem for et bestemt produkt, kan det produkt ikke vises i Google Shopping.
- Tilgængelighed: de accepterede muligheder er "på lager", "ikke på lager" og "forudbestilling"
- Tilstand: de accepterede muligheder er "ny" og "brugt"
Brugerdefinerede etiketter
Brugerdefinerede etiketter er kun til gavn for dig selv, men de kan hjælpe meget, når du forsøger at optimere dine bud. Google tager ikke hensyn til brugerdefinerede etiketter, når det afgøres, hvilke søgninger der udløser visningen af dine annoncer.
Når du ser på resultaterne i Google Ads og justerer bud, kan du gruppere dine produkter efter brand, kategori eller brugerdefineret etiket. Etiketter er valgfrie og helt op til dig. I mange tilfælde hjælper det at lave etiketter, der beskriver egenskaber ved dit produkt, som kan gøre optimering nemmere senere. Du kan tilføje etiketter som bestsellere, forårskategori, højtid osv., så du nemt kan filtrere senere.
Shopify-apps til Google Shopping-feedet
Simprosys

Med Simprosys kan du oprette Google Shopping-feeds og administrere produktfeeds til Google Shopping, Meta, Pinterest og Microsoft Advertising. Appen understøtter flere lande, sprog og valutaer, herunder Danmark og danske kroner, så du også kan bruge den til din danske webshop.
Du behøver ikke kunne kode for at komme i gang. Simprosys synkroniserer automatisk dine produktdata fra Shopify til Google Merchant Center og giver dig mulighed for at tilpasse produktoplysningerne og administrere Performance Max-kampagner direkte i appen.
Pris: 21 dages gratis prøveperiode. Derefter fra 4,99 USD om måneden (ca. 33 kr.) for op til 500 produkter. Prisen stiger med antallet af produkter, og visse ekstrafunktioner koster ekstra.
Nabu

Nabu hjælper dig med at lave et feed af høj kvalitet og indlæse det i Google Merchant Center.
Nabu analyserer dine produktdata og giver hvert produkt en score, så du kan se, hvor der er plads til forbedringer. Du får forslag til bedre produkttitler og beskrivelser, kan rette fejl i dit feed og holde priser og lagerstatus opdateret. Appen tilbyder også AI-baseret optimering på udvalgte abonnementer.
Pris: Gratis for op til 100 produkter og højst 10 ordrer om måneden. Derefter koster Explorer 19,99 USD (ca. 133 kr.) om måneden. Grow-abonnementet starter ved 39,90 USD (ca. 266 kr.) om måneden med 14 dages gratis prøveperiode.
Få mere ud af dine Google Shopping-kampagner
Et godt Google Shopping-feed gør det lettere for potentielle kunder at finde dine produkter, når de søger på Google. Med denne guide kan du forbinde din Shopify-butik med Google Merchant Center og få dine varer klar til gratis produktfortegnelser eller betalte Shopping-annoncer. Hvis du vil annoncere, skal du også tilknytte en Google Ads-konto og oprette en kampagne.
Du kan desuden forbinde din webshop med Google Analytics 4 via Google & YouTube-kanalen i Shopify. Her kan du følge, hvor dine besøgende kommer fra, og hvordan de bruger din webshop. Det giver dig et bedre grundlag for at vurdere, hvilke kampagner der virker, og hvor du bør foretage justeringer.
Opsætningen af Google Merchant Center og arbejdet med dine produktdata kan tage lidt tid. Google skal også godkende dine produkter, før de kan blive vist. Til gengæld får du et godt udgangspunkt for at nå kunder, der allerede leder efter varer som dine, og forbedre dine annonceresultater over tid.
Ofte stillede spørgsmål om Google Shopping-feed
Hvad er et Google Shopping-feed, og hvordan fungerer det?
Et Google Shopping-feed indeholder oplysninger om dine produkter, som sendes til Google Merchant Center. Google bruger blandt andet produkttitler, beskrivelser, priser og billeder til at vise dine varer ved relevante søgninger. Et korrekt opsat produktfeed gør det muligt at få dine varer vist i både gratis produktfortegnelser og betalte Shopping-annoncer, så potentielle kunder lettere kan finde din webshop.
Hvordan tjekker jeg mit Google Shopping-feed?
Du kan tjekke dit produktfeed ved at logge ind på Google Merchant Center og vælge "Indstillinger" og derefter "Datakilder". Her kan du se dine produktkilder, kontrollere deres status og finde eventuelle fejl.
Hvordan tilføjer jeg produkter til Google-feedet?
Du kan tilføje produkter i Google Merchant Center ved at gå til "Produkter" og vælge "Tilføj produkter". Her kan du blandt andet uploade en fil eller bruge Google Sheets. Hvis din konto allerede indeholder produkter, kan du også tilføje enkelte produkter manuelt. Bruger du Shopify, kan du i stedet synkronisere dine varer automatisk via Google & YouTube-appen.
Hvad er fordelene ved et Google Shopping-feed?
Et Google Shopping-feed gør det muligt at vise dine produkter til personer, der allerede søger efter lignende varer. Det kan give din webshop større synlighed og tiltrække besøgende med interesse for det, du sælger. Det kan føre til flere kunder og øget salg.
Hvordan fungerer Google Shopping?
Google Shopping bruger produktoplysninger fra Google Merchant Center til at vise relevante varer i Googles søgeresultater. Produkterne kan vises som gratis fortegnelser eller betalte Shopping-annoncer med billeder, priser og forhandlernavne. Hvis du vil annoncere, skal du oprette kampagner via Google Ads. Når en kunde klikker på et produkt, bliver vedkommende normalt sendt videre til forhandlerens webshop for at gennemføre købet.

