Når du skal vælge den rigtige tekniske løsning til din omnichannel-forretning, kan det være svært at beslutte, om du skal satse på headless commerce eller traditionel e-handel. Mange ser det som et valg mellem to vidt forskellige løsninger.
Headless commerce er en e-handelsarkitektur, hvor frontend, som kunderne bruger, er adskilt fra backend-systemerne, der bl.a. håndterer lagerstyring og betalinger. Det giver udviklere mulighed for at skabe skræddersyede shoppingoplevelser på tværs af forskellige salgskanaler ved hjælp af API'er. Ved traditionel e-handel er frontend og backend derimod samlet på én platform.
Den tekniske løsning har stor betydning for din webshop. Ifølge Shopifys rapport om indlæsningshastighed har 93 % af virksomhederne på Shopify en hurtig webshop, hvilket er en større andel end på andre førende e-handelsplatforme. Shopify-webshops indlæses også i gennemsnit 1,8 gange hurtigere end webshops på andre platforme.
Men du behøver ikke nødvendigvis vælge enten det ene eller det andet.
Det handler i stedet om at finde den kombination af platforme, systemer og værktøjer, der giver dig mulighed for at skabe skræddersyede shoppingoplevelser til dine kunder, uanset hvor de befinder sig. Det kan sagtens være en løsning, der kombinerer headless commerce med traditionel e-handel.
I denne artikel ser vi nærmere på headless commerce vs. traditionel e-handel og hjælper dig med at finde ud af, hvilken arkitektur der passer bedst til din virksomhed.
Hvad er forskellen på headless og traditionel e-handel?
Kort fortalt er frontend og backend adskilt på en headless-e-handelsplatform. Backend håndterer bl.a. lagerstyring og betalinger, mens udviklerne kan bruge API'er til at skabe skræddersyede kundeoplevelser.
Med headless commerce kan du skabe sammenhængende shoppingoplevelser på tværs af forskellige salgskanaler og tilpasse dem til både din virksomheds behov og kundernes forventninger. Hvis du fx vil gøre shoppingoplevelsen mere personlig, kan du bruge AI og maskinlæring til at analysere kundernes adfærd og vise relevante produktanbefalinger i realtid på forskellige enheder.
Mobiloplevelsen er især vigtig for virksomheder, der sælger til danske forbrugere. Ifølge Dansk Erhvervs E-handelsanalyse 2025 blev 55 % af onlinekøbene gennemført via smartphone i 2025 mod 27 % i 2019. Det understreger, hvor vigtigt det er at tilbyde en hurtig og brugervenlig shoppingoplevelse på mobilen, uanset hvilken e-handelsarkitektur du vælger.
På en traditionel e-handelsplatform er frontend og backend derimod tæt forbundet. Her er det i højere grad platformens indbyggede skabeloner og funktioner, der bestemmer, hvordan din webshop fungerer. Det gør løsningen nemmere at sætte op og bruge, men giver mindre fleksibilitet. En headless-løsning kræver typisk en større investering og en mere omfattende opsætning.
For mange virksomheder kan en kombination af de to tilgange være den bedste løsning. Flere forhandlere vælger en kombineret platform, fordi den kan gøre det hurtigere og billigere at lancere nye løsninger og samtidig forbedre kundeoplevelsen. En undersøgelse fra IDC viser følgende:
- 29 % af virksomhederne bruger full-stack-e-handelsplatforme.
- 91 % af de virksomheder, der i dag bruger full-stack-e-handelsplatforme, bevæger sig mod en kombineret SaaS-platform til e-handel.
- 74 % af de virksomheder, der i dag bruger kombinerede SaaS-platforme, bevæger sig mod en fuldt headless og modulær SaaS-platform.
- 27 % af virksomhederne bruger fuldt headless og modulære SaaS-platforme til e-handel.
Headless-e-handel forklaret
Headless commerce bygger på, at webshoppens frontend og backend fungerer adskilt. Frontend er den del, kunderne ser og bruger, mens backend håndterer de bagvedliggende systemer. Da de to dele kommunikerer via API'er, omtales headless commerce ofte som en API-first-arkitektur.
I modsætning til traditionel e-handel, hvor frontend og backend er tæt integreret, giver en headless-arkitektur dig større frihed til at tilpasse webshoppens design, funktioner og brugeroplevelse.
Du kan bygge en headless-webshop med Shopifys egne udviklingsværktøjer:
- Storefront API: Giver udviklere adgang til Shopifys e-handelsfunktioner via API'er, bl.a. priser, abonnementer, markeder og optimerede indkøbskurve. Det gør det muligt at bygge skræddersyede shoppingoplevelser.
- Hydrogen og Oxygen: Hydrogen er Shopifys værktøjssæt til udvikling af headless-webshops. Det indeholder komponenter, hooks og hjælpefunktioner, der er tilpasset Shopifys API'er. En webshop bygget med Hydrogen kan hostes på forskellige platforme, men med Oxygen tilbyder Shopify sin egen hostingløsning, der gør det nemt og hurtigt at få webshoppen online.
Traditionel e-handel forklaret
Med en platform som Shopify kan du oprette din webshop ved hjælp af et færdigdesignet tema. Shopify tilbyder mange professionelle temaer, som du kan tilpasse til din virksomhed, og du behøver ikke at kunne programmere for at komme i gang.
Med en traditionel e-handelsplatform kan du bl.a. tilpasse:
- Farver
- Sidernes opbygning
- Produktvisning
- Bloglayout
- Skrifttyper
Traditionelle e-handelsplatforme udvikler sig også løbende. I 2021 lancerede Shopify Online Store 2.0, som gav virksomheder flere muligheder for at tilpasse deres webshops. Opdateringen omfattede bl.a. temaappudvidelser med appblokke, metafelter, der kan bruges uden API'er, og muligheden for at indsætte tilpasset Liquid-kode direkte på siderne.
Hvis du har brug for endnu større frihed til at tilpasse din webshop, kan du bruge Shopifys skabelonsprog Liquid. Med Liquid kan du udvikle dit eget tema og skabe en webshop med det design og de funktioner, der passer til din virksomhed.
Headless commerce vs. traditionel e-handel: Fordele og ulemper
Headless commerce bliver mere og mere populært, fordi det giver virksomheder nye muligheder for at tilpasse deres webshops.
Med en headless-arkitektur kan udviklere sammensætte løsninger med forskellige teknologier og vælge de e-handelsværktøjer, der passer bedst til virksomhedens behov. Samtidig får marketingteams større kreativ frihed end med traditionelle e-handelsplatforme, hvor funktionerne er tæt integreret.
Men begge løsninger har deres fordele og ulemper. Dem kigger vi nærmere på her.
Fordele ved headless commerce
Headless commerce kan give virksomheder større fleksibilitet, bedre muligheder for at tilpasse kundeoplevelsen og hurtigere lancering af nye funktioner.
Andre fordele ved headless commerce er:
- Hurtigere lancering: Når frontend og backend er adskilt, kan udviklerne arbejde på de to dele samtidig og bruge de udviklingsmiljøer, der passer bedst til opgaven. Det kan gøre det hurtigere at lancere nye løsninger.
- Mere personalisering: Du er ikke begrænset af traditionelle webshoptemaer, men kan skabe skræddersyede shoppingoplevelser, der passer til dine kunder på tværs af forskellige kanaler.
- Mere kontrol: Med API'er kan du sammensætte virksomhedens tekniske løsning af de systemer, du har brug for, og bruge de programmeringssprog, der passer bedst til udviklingsarbejdet.
Det var nogle af de fordele, der fik modebrandet Nour Hammour til at vælge headless commerce. Virksomheden ønskede at fortælle sit brands historie på en mere levende og engagerende måde.
Med en headless-arkitektur kunne Nour Hammour kombinere video og storytelling med shoppingoplevelsen. Det blev muligt ved at synkronisere produktdata mellem Shopify og Sanity CMS, så indhold og produkter kunne præsenteres sammen.
Nour Hammour lancerede den nye webshop lige op til Paris Fashion Week. Efter lanceringen steg konverteringsraten med 63 % sammenlignet med året før, mens salget steg med 128 %.
👉Læs Nour Hammours historie (artiklen er på engelsk)
Ulemper ved headless commerce
Selvom headless commerce har mange fordele, er det ikke alle virksomheder, der har behov for at skifte til en headless-løsning. Der er især to forhold, du bør overveje:
- Højere omkostninger: Et headless-projekt til en større virksomhed kan koste fra flere tusinde til flere millioner dollars at udvikle, og der kommer løbende udgifter til vedligeholdelse oveni. Prisen afhænger af webshoppens funktioner, hvor meget du vil tilpasse, og hvilke værktøjer du har brug for. Hvis du hyrer et eksternt bureau, kan udgifterne hurtigt stige.
- Større teknisk kompleksitet: En headless-arkitektur er mere kompleks end en traditionel løsning, hvor alle funktionerne er samlet i ét system. Frontend og backend skal kommunikere via API'er, og udviklerne skal sørge for, at data bliver hentet, behandlet og vist korrekt. Det kræver mere udviklingsarbejde og giver flere steder, hvor der kan opstå fejl.
Fordele ved traditionel e-handel
En traditionel e-handelsplatform, hvor frontend og backend er tæt integreret, har også en række fordele:
- Det er nemt at komme i gang: Da alle funktionerne er samlet på én platform, er det typisk nemmere at sætte en traditionel webshop op end at udvikle en headless-løsning.
- Nemmere fejlfinding: Når systemets forskellige dele er samlet, er det ofte lettere at finde og rette fejl. Udviklerne kan arbejde med én samlet løsning i stedet for at undersøge flere separate systemer.
- Driften er mere enkel: Det er som regel mindre kompliceret at vedligeholde en traditionel webshop. Opdateringer, fejlrettelser og nye funktioner håndteres i én samlet kodebase.
Ulemper ved traditionel e-handel
Traditionelle e-handelsplatforme har dog også visse begrænsninger:
- Sværere at skalere: En samlet arkitektur kan give stabilitet og gøre driften enklere, men den kan også være mindre fleksibel. Det kan derfor være sværere at udvikle nye løsninger og tilpasse sig ændringer på markedet.
- Mindre fleksibilitet ved ændringer: Det kan være vanskeligere at opdatere enkelte funktioner uden samtidig at påvirke andre dele af systemet.
- Begrænset teknologivalg: Du er i højere grad bundet til de teknologier og funktioner, som platformen understøtter.
- Større risiko for driftsforstyrrelser: Hvis der opstår en fejl i én del af et tæt integreret system, kan det påvirke resten af webshoppen.
Eksempler på headless-e-handel
Ruggable
Ruggable er kendt for sine todelte tæpper, der kan vaskes i vaskemaskinen. Virksomheden samarbejdede med Shopify om at modernisere sin digitale infrastruktur og gøre den klar til vækst. Ved hjælp af Shopifys API'er og muligheder for at tilpasse betalingsprocessen kunne Ruggable opbygge en headless-arkitektur, der forbedrede webshoppens hastighed, stabilitet, SEO og brugeroplevelse betydeligt.
Samarbejdet gav også en række konkrete resultater. Ruggable udvidede til otte internationale markeder, gjorde betalingsprocessen mere effektiv og opnåede 100 % oppetid under Black Friday.
👉Læs Ruggables historie (artiklen er på engelsk)
Sennheiser
Lydproducenten Sennheiser skiftede til Shopify og en headless-arkitektur for at modernisere sin e-handelsstrategi og komme tættere på kunderne verden over.
Virksomhedens tidligere system var ufleksibelt og gjorde det svært at foretage hurtige ændringer og udvide til nye markeder. Med headless commerce fik Sennheiser større fleksibilitet til at lancere webshops på nye markeder og forbedre kundeoplevelsen.
Shopifys understøttelse af salg på tværs af flere kanaler gjorde det også nemmere for Sennheiser at nå ud til flere kunder gennem internationale markedspladser og sociale medier.
Skiftet gav følgende resultater:
- Lancering af 25 headless-webshops
- En stigning i konverteringsraten på 4,5 %
- Kortere tid til at lancere webshops på nye markeder
👉Læs Sennheisers historie (artiklen er på engelsk)
Et dansk eksempel er Shake-it.dk, som har fået udviklet en headless Shopify-løsning af det københavnske bureau Spring/Summer. Løsningen kombinerer cocktailopskrifter og produkter, så kunderne kan finde inspiration og købe de ingredienser, de skal bruge, samme sted.
Sådan vælger du mellem headless og traditionel e-handel
Det kan være svært at afgøre, om headless commerce er den rigtige løsning for din virksomhed. Ofte er den største udfordring at finde ud af, hvor du skal begynde.
Hvis du overvejer en headless-webshop, er der flere spørgsmål, du bør stille dig selv:
- Har du de tekniske ressourcer, enten internt eller gennem et eksternt bureau, der skal til for at udvikle og vedligeholde en headless-webshop?
- Hvilke andre udviklingsopgaver må du eventuelt nedprioritere, hvis du vælger at investere i en headless-løsning?
- Hvor lang tid vil det tage at skifte til en headless-webshop?
- Hvad er de største begrænsninger ved din nuværende e-handelsløsning?
- Hvor godt er din virksomhed rustet til at tage nye teknologier i brug og ændre den eksisterende infrastruktur?
- Hvilke tekniske krav skal du tage højde for, inden du implementerer en ny løsning?
- Hvilke funktioner mangler din webshop i dag?
Hvis du sælger til danske kunder, bør du også undersøge, hvordan din valgte løsning understøtter lokale betalingsmetoder. Ifølge Dansk Industris E-commerce Tracker 2025 brugte 39 % af danskerne MobilePay ved deres seneste onlinebetaling. Uanset om du vælger headless commerce eller en traditionel webshop, er det vigtigt, at betalingsprocessen fungerer godt med de betalingsmetoder, dine kunder foretrækker.
Hvis din webshop bruger flere systemer og integrationer, bør du også undersøge, hvordan løsningen håndterer personoplysninger, cookies og samtykke. Uanset om du vælger headless commerce eller traditionel e-handel, skal virksomheden overholde GDPR og de danske cookieregler.
Tusindvis af Shopify-kunder er skiftet til en headless-arkitektur. På baggrund af vores erfaringer har vi samlet nogle typiske kendetegn ved virksomheder, der vælger henholdsvis en traditionel webshop og en headless-løsning.
Traditionel webshop
Virksomheder, der vælger en traditionel webshop, har ikke nødvendigvis små budgetter. Til gengæld har de ofte brug for at lancere en webshop hurtigt og uden hjælp fra et internt udviklingsteam. De har typisk en betydelig onlineomsætning, men ikke så stor, at det kan betale sig at investere i en headless-løsning.
Headless-webshop
Virksomheder, der vælger headless commerce, har derimod ofte en onlineomsætning på mere end 650 mio. kr. Det gør det nemmere at retfærdiggøre investeringen i en skræddersyet webshop.
De har som regel også større budgetter til teknologi, mere fleksible tidsplaner og interne udviklingsteams, der kan stå for både opbygningen af webshoppen og den løbende vedligeholdelse efter lanceringen.
Ud over de overordnede forretningsmæssige overvejelser bør du også se nærmere på din nuværende tekniske e-handelsløsning, hvordan indholdet på din webshop er organiseret, og hvilke muligheder du har for at tilpasse mobiloplevelsen.
Shopifys headless-løsninger giver virksomheder og udviklere frihed til at vælge de værktøjer, der passer bedst til deres behov, og udvide webshoppens funktioner ved at kombinere forskellige teknologier.
Med Shopifys headless-løsninger får du også:
- Fleksibilitet: Med Shopifys Enterprise-abonnement kan du vælge den arkitektur, der passer bedst til din virksomhed, uanset om du foretrækker headless commerce, en modulær løsning eller en traditionel full-stack-platform. Du kan også kombinere de forskellige tilgange.
- Hurtigere lancering og større kontrol: Med Hydrogen og Liquid kan du udvikle fleksible webshops, der er hurtige at lancere og nemme at tilpasse til virksomhedens behov.
- Skalerbarhed: Shopify leverer høj ydeevne med en oppetid på over 99,9 %. Platformen kan håndtere store mængder trafik og har tidligere klaret 40.000 betalingsforløb i minuttet.
- Effektiv drift og lave samlede ejeromkostninger: Shopify er udviklet til at gøre driften mere effektiv og hjælpe større virksomheder med at reducere deres samlede omkostninger til e-handelsplatformen.
Sådan kommer du i gang med headless commerce på Shopify
Headless commerce bliver mere og mere udbredt, fordi det giver virksomheder mulighed for at skabe unikke shoppingoplevelser, som kan være svære at udvikle på traditionelle e-handelsplatforme. Traditionelle løsninger er dog stadig attraktive, fordi de typisk er billigere og nemmere at komme i gang med.
Ifølge en IDC-undersøgelse fra 2023 overvejede 67 % af de adspurgte større virksomheder at skifte e-handelsplatform inden for de følgende tre år. Gælder det også din virksomhed?
Find ud af, hvordan headless commerce kan gavne din virksomhed. Kontakt os i dag.
Headless commerce vs. traditionel e-handel: ofte stillede spørgsmål
Hvad er den vigtigste forskel mellem headless og traditionel e-handel?
Med headless commerce er webshoppens frontend adskilt fra backend-systemerne, der bl.a. håndterer lagerstyring og betalinger. Det giver udviklere mulighed for at skabe skræddersyede shoppingoplevelser på tværs af forskellige salgskanaler ved hjælp af API'er. Ved traditionel e-handel er frontend og backend derimod samlet på én platform. Det gør løsningen nemmere at sætte op, men giver mindre fleksibilitet.
Er headless commerce hurtigere end traditionel e-handel?
Headless-webshops bygget på Shopify kan være betydeligt hurtigere, men hastigheden afhænger også af, hvordan webshoppen er udviklet og optimeret. Ifølge Shopifys rapport om indlæsningshastighed har Shopify op til 3,9 gange hurtigere serverrespons og er i gennemsnit 2,8 gange hurtigere end andre større e-handelsplatforme. Samtidig har 93 % af virksomhederne på Shopify en hurtig webshop, hvilket er en større andel end på andre førende e-handelsplatforme.
Hvornår bør en virksomhed vælge headless frem for traditionel e-handel?
Headless commerce er især relevant for større virksomheder med betydelig onlineomsætning, et internt udviklingsteam, et større teknologibudget og tid til at udvikle og vedligeholde en skræddersyet webshop. Det kan også være en god løsning, hvis virksomheden har brug for stor fleksibilitet, vil sælge på tværs af mange kanaler eller ønsker at skabe meget personlige shoppingoplevelser.
Hvad er ulemperne ved headless commerce?
De største ulemper ved headless commerce er højere opstartsomkostninger og større teknisk kompleksitet. Det kan være dyrt at udvikle en headless-webshop til en større virksomhed, og der kommer løbende udgifter til vedligeholdelse oveni. Den adskilte arkitektur kræver også erfarne udviklere, der kan opbygge og vedligeholde integrationerne mellem frontend og backend via API'er.
Kan man kombinere headless commerce med traditionel e-handel?
Ja, flere større virksomheder vælger en kombineret løsning, hvor de bruger både headless commerce og traditionel e-handel. Shopifys Enterprise-abonnement understøtter headless, modulære løsninger og traditionelle full-stack-platforme. Det giver virksomheder mulighed for at kombinere de forskellige tilgange alt efter deres behov og de salgskanaler, de bruger.

