Kunder forventer i dag hurtig hjælp, nem selvbetjening og personlig service. Det gælder også i Danmark, hvor 74 % af forbrugerne ifølge Dansk Erhverv foretog deres seneste onlinekøb i en webshop, de havde handlet hos før. Det understreger værdien af gode kundeoplevelser og stærke kunderelationer. Med AI kan du gøre kundeservicen mere effektiv, aflaste dine medarbejdere og give kunderne hurtigere svar.
Udviklingen inden for samtalebaseret og generativ AI åbner hele tiden nye muligheder. I denne guide ser vi nærmere på fordelene ved kundeservice med AI og giver dig konkrete tips til, hvordan du kan bruge teknologien til at forbedre kundeservicen i din webshop.
Hvordan fungerer AI-kundeservice?
Kunstig intelligens (AI) kan hjælpe dit kundeserviceteam med at arbejde mere effektivt og give kunderne en bedre oplevelse. AI-chatbots kan for eksempel besvare almindelige spørgsmål på få sekunder, døgnet rundt, så kunderne får hurtigere hjælp og kortere ventetid.
Andre AI-værktøjer fungerer som assistenter, der hjælper medarbejderne med at give hurtigere og mere personlig service. De kan også analysere kundernes adfærd og forudse deres behov, så du kan tilbyde hjælp i tide og mindske risikoen for at miste kunder.
I takt med at teknologien udvikler sig, bliver det muligt at gøre kundeservicen endnu mere effektiv, personlig og proaktiv. Ifølge Boston Consulting Group kan AI øge produktiviteten i kundeserviceteams med 30 til 50 % eller mere, når teknologien implementeres i stor skala.
De grundlæggende AI-teknologier bag kundeservice
Moderne AI-værktøjer til kundeservice bygger på flere teknologier, der arbejder sammen. De vigtigste er store sprogmodeller (LLM), naturlig sprogbehandling (NLP), naturlig sprogforståelse (NLU) og maskinlæring (ML). De har hver deres funktion, men tilsammen gør de det muligt for webshops at tilbyde hurtigere, mere personlig service, også når antallet af kundehenvendelser vokser.
Her ser vi nærmere på, hvordan de forskellige teknologier fungerer, og hvordan de bruges i kundeservice i praksis:
Naturlig sprogbehandling (Natural Language Processing, NLP)
NLP gør det muligt for computere at analysere, fortolke og reagere på menneskeligt sprog. I løbet af de seneste ti år er teknologien blevet markant bedre til at opfange sammenhæng, sproglige nuancer og den følelsesmæssige tone i en besked.
Zendesks CX Trends-rapport fremlægger, at næsten halvdelen af kunderne mener, at AI-agenter kan virke empatiske. I praksis bruges NLP blandt andet til at forstå kundehenvendelser, opfange tegn på frustration eller tilfredshed og foreslå svar, der passer til kundens situation.
Store sprogmodeller (Large Language Models, LLM)
Store sprogmodeller (LLM'er) er teknologien bag mange af de generative AI-værktøjer, vi bruger i dag. De fik blandt andet opmærksomhed med OpenAIs GPT-2 i 2019 og bygger på dyb læring, en form for maskinlæring, der gør det muligt at forstå og generere tekst, som minder om menneskers sprog.
Store sprogmodeller kan både analysere og skabe tekst. De kan for eksempel besvare spørgsmål, opsummere samtaler og udfylde supportsager. Inden for e-handel bruges de blandt andet i AI-chatbots, til at hjælpe kundeservicemedarbejdere med at svare hurtigere og til at udarbejde indhold til virksomhedens hjælpecenter.
Maskinlæring (Machine Learning, ML)
Maskinlæring (ML) gør det muligt for AI-systemer at lære af mønstre i data i stedet for udelukkende at følge faste regler. Det betyder, at systemerne kan blive bedre til bestemte opgaver gennem træning med nye data. Maskinlæring spiller en central rolle i både naturlig sprogbehandling og generativ AI.
Inden for kundeservice kan maskinlæring hjælpe virksomheder med at opdage tilbagevendende problemer og forudse, hvilke kunder der risikerer at falde fra. På den måde kan AI-værktøjer gøre kundeservicen mere proaktiv ved for eksempel automatisk at sende en henvendelse videre til den rette medarbejder eller tilbyde personlig hjælp i realtid.
Sentimentanalyse
Webshops modtager løbende feedback fra kunder gennem anmeldelser, spørgeskemaer og chats med kundeservice. Det kan være tidskrævende at gennemgå alle tilbagemeldinger og forstå, hvad kunderne egentlig mener. Med naturlig sprogbehandling og maskinlæring kan sentimentanalyse hjælpe med at vurdere den følelsesmæssige tone i kundernes beskeder.
Sentimentanalyse ser ikke kun på, hvad kunderne skriver, men også på, hvordan de formulerer sig. AI-værktøjer kan for eksempel opdage tegn på frustration i en besked eller finde mønstre i feedback efter et køb. Det giver dig bedre indsigt i kundernes oplevelser og gør det lettere at finde områder, hvor du kan forbedre din kundeservice.
Hvorfor AI er vigtig for kundeservice i moderne e-handel
Når du driver en webshop, forventer kunderne hurtig, venlig og personlig hjælp, gerne døgnet rundt. Det kan være en udfordring at leve op til, især når din forretning vokser, og antallet af kundehenvendelser stiger.
Ifølge en undersøgelse fra Pissed Consumer fra 2025 oplever 58,3 % af kunderne, at de slet ikke får svar på deres henvendelser. Kun 23,4 % er tilfredse med den hjælp, de får, og mere end 40 % mener, at kundeservice er det vigtigste område, virksomheder bør forbedre.
Her kan AI gøre en stor forskel. AI-værktøjer kan besvare almindelige spørgsmål, hjælpe kunder på forskellige sprog og sikre bedre overblik over henvendelserne. Når de rutineprægede opgaver bliver automatiseret, får dine medarbejdere mere tid til at løse komplekse problemer og give den personlige service, der får kunderne til at vende tilbage.
Fordele ved at bruge AI i kundeservice
AI-værktøjer kan gøre hverdagen lettere for dit kundeserviceteam og samtidig give kunderne en bedre oplevelse. Her er nogle af de vigtigste fordele:
Øger effektivitet og produktivitet
Ifølge Deloittes rapport om generativ AI fra slutningen af 2024 peger 56 % af de adspurgte erhvervsledere på øget effektivitet som den største forventede fordel ved AI. Det er især relevant inden for kundeservice, hvor mange opgaver kræver tid og ressourcer.
AI-værktøjer kan overtage gentagne og tidskrævende opgaver, så medarbejderne kan fokusere på vigtigere henvendelser. De kan håndtere mange kundehenvendelser på én gang, også når virksomheden vokser. Samtidig kan AI automatisk opsummere samtaler, kategorisere supportsager og sende henvendelser videre til den rette medarbejder eller afdeling.
Et godt eksempel er Lushs AI-assistent Marvin, som håndterer enkle kundehenvendelser og sparer medarbejderne omkring fem minutter pr. sag. Det svarer til 360 sparede arbejdstimer om måneden, som medarbejderne i stedet kan bruge på personlig service og stærkere kunderelationer.
Når AI tager sig af rutineopgaverne, kan det også mindske arbejdspresset og reducere omkostningerne til kundeservice. Medarbejderne får mere tid til at løse komplekse problemer, skabe gode kundeoplevelser og opbygge den tillid, der får kunderne til at vende tilbage.
Reducerer svar- og behandlingstider
AI-chatbots kan besvare almindelige spørgsmål på få sekunder, døgnet rundt. Det betyder, at kunderne kan få hjælp med det samme, hvilket kan mindske risikoen for, at de forlader webshoppen eller opgiver deres indkøbskurv. Chatbots kan for eksempel hjælpe med spørgsmål om ordrestatus, rabatkoder og returregler, som ellers ville ende i kø hos kundeservice.
Når en henvendelse er mere kompliceret og kræver en medarbejder, kan AI stadig gøre arbejdet lettere. AI-assistenter kan finde relevante artikler i hjælpecentret, opsummere tidligere samtaler og foreslå næste skridt i realtid. Det sparer tid og gør det lettere for medarbejderne at give hurtige og præcise svar uden at skulle lede efter oplysninger i flere forskellige systemer.
Hvis en kunde for eksempel skriver om en returnering, kan en AI-assistent hente kundens tidligere ordrer og returneringer frem og vise medarbejderen de relevante muligheder for refusion. På den måde har medarbejderen de nødvendige oplysninger klar, allerede inden vedkommende svarer.
Resultatet er kortere ventetid, mere tilfredse kunder og en mere effektiv hverdag for kundeserviceteamet.
Øger analysen af kundedata
AI kan mere end at besvare spørgsmål. Hver kundeservicehenvendelse, produktanmeldelse, sidevisning og ordre bidrager med værdifulde kundedata. AI kan hjælpe webshops med at analysere de store mængder information og omsætte dem til konkrete indsigter, som du kan bruge til at forbedre kundeoplevelsen.
Samtaler med kundeservice er en særlig værdifuld kilde til feedback. Ved hjælp af sentimentanalyse og naturlig sprogbehandling (NLP) kan AI løbende identificere tilbagevendende klager, spørgsmål og områder, hvor kunderne oplever problemer. Men mulighederne stopper ikke der.
Når du kombinerer data fra kundeservice med oplysninger om tidligere køb, kundernes adfærd i webshoppen og svar fra spørgeskemaer, kan AI hjælpe dig med at:
- Opdage tilbagevendende produktproblemer og forbedre produktbeskrivelser eller størrelsesguides
- Identificere kunder, der risikerer at falde fra, og følge op med relevante tilbud eller personlig hjælp
- Personalisere marketingkampagner baseret på tidligere adfærd eller tonen i seneste kundeinteraktioner
- Forbedre dit hjælpecenter og dine sider med ofte stillede spørgsmål ud fra det, kunderne oftest spørger om
Jo flere relevante data AI-værktøjerne kan analysere, desto bedre kan de hjælpe dig med at forstå kundernes behov, opdage problemer og forbedre oplevelsen gennem hele kunderejsen.
Forbedrer kundetilfredshed og fastholdelse
AI kan både give kunderne hurtigere hjælp og skabe bedre kundeoplevelser, der styrker loyaliteten og får kunderne til at vende tilbage. Ifølge Zendesks CX Trends-rapport fra 2024 oplever over 55 % af forbrugerne, at AI hjælper dem med at forstå produkter bedre, mens 56 % mener, at teknologien gør det lettere at opdage nye produkter. AI kan altså også hjælpe kunderne med at træffe købsbeslutninger og finde de varer, der passer bedst til deres behov.
AI-agenter kan for eksempel besvare produktspørgsmål, anbefale relevante varer og tilbyde hjælp, før kunden selv behøver at spørge. Det kan især være en fordel, når kunderne er i tvivl om levering, størrelser eller returnering. Ifølge PostNords E-barometer fra 2026 lægger 68 % af danskerne vægt på tydelige returregler, når de vælger webshop. Når kunderne får klare svar og føler sig godt hjulpet, kan det styrke tilliden til din webshop og øge chancen for, at de handler hos dig igen.
Sådan bruger du AI i kundeservice
Fra chatbots til avancerede kundeserviceplatforme giver kundeservice med AI virksomheder nye muligheder for at hjælpe kunderne og skabe bedre kundeoplevelser.
Her er otte måder, du kan bruge AI-værktøjer i din kundeservice på:
AI-chatbots
AI-chatbots bruger generativ og samtalebaseret AI til at kommunikere med kunderne på en naturlig og personlig måde. De er især gode til at automatisere rutineopgaver som at besvare ofte stillede spørgsmål. Det giver medarbejderne mere tid til at tage sig af andre opgaver og mere komplekse kundehenvendelser, der kræver personlig hjælp.
Fremhævet Shopify-app: Shopify Inbox gør det muligt at bruge chatten i din webshop til både kundeservice og salg. Den gratis app er integreret i din Shopify-administrator og viser automatisk, hvilke varer kunden har i indkøbskurven, og hvilken side kunden besøger. Det gør det lettere at give relevant og personlig hjælp.
Med Shopify Sidekick Shopify Magic kan du også tilbyde hurtig hjælp ved automatisk at besvare almindelige spørgsmål ud fra din webshops handelsbetingelser og produktinformation. Samtidig kan planlagte velkomsthilsner og AI-genererede svarforslag gøre det lettere at give kunderne hurtige og venlige svar.
Værktøjer til sentimentanalyse
Sentimentanalyse bruger maskinlæring og naturlig sprogbehandling (NLP) til at vurdere den følelsesmæssige tone i tekst eller tale. I kundeservice kan teknologien for eksempel opfange, om en kunde virker frustreret, tilfreds eller forvirret, så AI-systemet kan reagere på en måde, der passer til situationen.
Sentimentanalyse er blevet mere præcis med udviklingen inden for maskinlæring. En undersøgelse fra 2024 af vietnamesiske produktanmeldelser viste, at nogle AI-modeller kunne vurdere tonen i teksten med over 70 % nøjagtighed, mens en anden model kunne forudsige kundetilfredshed med over 80 % nøjagtighed. Resultaterne er lovende, men kan ikke nødvendigvis overføres direkte til danske kundehenvendelser.
Teknologien er især nyttig, når kunderne kontakter kundeservice via chat. En AI-chatbot kan for eksempel tilpasse sin tone eller sende samtalen videre til en medarbejder, hvis kunden virker frustreret. Værktøjerne kan også markere samtaler, der kræver opfølgning, eller finde eksempler, som medarbejderne kan bruge til at forbedre deres kundeservice.
Sentimentanalyse kan også bruges til at gennemgå produktanmeldelser, spørgeskemasvar og kommentarer på sociale medier. Her kan AI finde mønstre i kundernes feedback og give dig et bedre billede af, hvad de er tilfredse eller utilfredse med. Det kan for eksempel afsløre tilbagevendende klager over et bestemt produkt eller problemer med leveringen, som du kan bruge til at forbedre din webshop og kundeservice.
Automatisk sortering af supportsager
Når kundehenvendelserne hober sig op, kan det tage lang tid at sortere dem og vurdere, hvilke der haster mest. Med AI kan du automatisere sorteringen, så medarbejderne hurtigere kan tage sig af de vigtigste sager.
AI kan analysere nøgleord, tonen i beskeden og dens sammenhæng for automatisk at kategorisere indkommende supportsager og sende dem til den rette medarbejder eller afdeling. For webshops betyder det, at hastesager som manglende leveringer, betalingsproblemer og uenigheder om returneringer kan blive prioriteret, mens mindre presserende spørgsmål om for eksempel lagerstatus eller størrelser kan vente lidt længere.
Automatisk sortering gør det lettere at prioritere de mest presserende kundehenvendelser og få dem sendt til medarbejdere, der kan hjælpe. Når medarbejderne slipper for at gennemgå og fordele sagerne manuelt, får de mere tid til at løse kundernes problemer. Det kan give kortere ventetider og en hurtigere behandling af henvendelserne, især i travle perioder.
Fremhævet Shopify-app: eDesk bruger AI til automatisk at kategorisere indkommende supportsager og vurdere tonen i kundernes beskeder. Værktøjet kan for eksempel hjælpe med at opdage henvendelser om manglende leveringer eller beskeder fra utilfredse kunder, der kræver hurtig opmærksomhed. eDesk understøtter også automatisk fordeling af sager, så de kan sendes til den rette medarbejder. Det sparer tid på den manuelle sortering og gør det lettere at give kunderne hurtig hjælp.
Selvbetjeningsmuligheder
Selvbetjening er en vigtig del af kundeoplevelsen. Mange kunder forsøger selv at finde svar på deres spørgsmål, før de kontakter kundeservice. Med AI kan du gøre det lettere for kunderne at få den hjælp, de har brug for.
AI-skriveassistenter kan for eksempel bruges til at udarbejde artikler til dit hjælpecenter eller indhold til din side med ofte stillede spørgsmål. AI-chatbots kan hjælpe kunderne med at finde relevante oplysninger og få hurtige svar, så de ikke behøver at vente på en medarbejder.
Fremhævet Shopify-app: Richpanel lader kunderne klare almindelige opgaver selv, for eksempel at spore ordrer, anmode om returneringer eller finde produktinformation, uden at kontakte kundeservice. Ifølge Richpanel kan virksomhedens selvbetjeningsportal håndtere 40 til 70 % af supportsagerne, uden at en medarbejder behøver at hjælpe. Det giver kundeserviceteamet mere tid til at tage sig af komplicerede sager, der kræver personlig hjælp.
Omnichannel- og flersproget support
Kunderne forventer at kunne kontakte din webshop på den måde, der passer dem bedst, hvad enten det er via chat, e-mail eller sociale medier. Hvis du sælger til udlandet, er det også en fordel at kunne hjælpe kunderne på deres eget sprog.
Med AI-værktøjer kan du tilbyde kundeservice via flere kanaler, for eksempel med chatbots og virtuelle assistenter på din webshop, i beskedapps eller på sociale medier. Nogle løsninger kan også samle samtaler fra forskellige kanaler ét sted, så medarbejderne hurtigt kan se tidligere beskeder og hjælpe kunden videre. Det sparer tid og betyder, at kunderne ikke behøver at forklare deres problem igen, hver gang de kontakter dig.
Mange AI-systemer kan automatisk genkende kundens sprog og svare på samme sprog. Det gør det lettere at betjene kunder i andre lande, uden at du nødvendigvis skal ansætte flere medarbejdere, der taler forskellige sprog.
Fremhævet Shopify-app: VanChat er en AI-assistent, der kan integreres med din Shopify-webshop og hjælpe kunderne på flere sprog. Ifølge virksomheden understøtter den mere end 40 sprog, herunder dansk, så du kan besvare spørgsmål fra kunder i forskellige lande. VanChat kan blandt andet hjælpe med produktspørgsmål, ordrestatus og returneringer. Den understøtter også livechat og integrationer med Facebook og Instagram, så kunderne kan få hjælp gennem flere kanaler.
Prædiktiv analyse
Prædiktiv analyse bruger AI til at finde mønstre i kundedata og forudsige, hvad kunderne sandsynligvis får brug for fremover. Det kan hjælpe webshops med at forstå kundernes adfærd og opdage mulige problemer, før de opstår.
Inden for kundeservice kan teknologien for eksempel vurdere, hvilke kunder der sandsynligvis får brug for hjælp, ud fra deres adfærd i webshoppen, tidligere køb og henvendelser til kundeservice. Hvis en kunde besøger siden med returregler flere gange eller bliver ved med at kigge på det samme produkt, kan AI registrere det og automatisk tilbyde hjælp eller foreslå relevante artikler fra hjælpecentret.
Prædiktiv analyse kan også hjælpe dig med at planlægge bemandingen i kundeservice. Ved at analysere tidligere kundehenvendelser kan AI forudsige, hvornår der sandsynligvis bliver ekstra travlt, for eksempel under Black Friday, i julehandlen eller ved lanceringen af nye produkter. Det gør det lettere at sætte ekstra medarbejdere på i de travle perioder, så kunderne stadig kan få hurtig hjælp, selv når antallet af henvendelser stiger.
Personlig support og oplevelser
AI-værktøjer kan bruge oplysninger om kundernes tidligere køb, henvendelser til kundeservice, adfærd i webshoppen og præferencer til at gøre servicen mere personlig. Det kan for eksempel være at foreslå tilbehør, der passer til en vare, kunden lige har købt, eller minde en tilbagevendende kunde om et produkt, vedkommende tidligere har kigget på.
Kundeservice med AI kan også hjælpe kunderne, før de selv beder om det. Hvis en kunde for eksempel giver udtryk for frustration i en chat, kan AI-systemet foreslå hjælp til en returnering eller ombytning til en anden størrelse. Det giver kunden hjælp, der passer til situationen, uden at medarbejderne skal håndtere alle henvendelser manuelt.
Personlige tilbud og hjælp efter købet kan give kunderne en bedre oplevelse og øge chancen for, at de handler hos dig igen. Når du bruger kundedata til personlige anbefalinger og markedsføring, skal du dog være opmærksom på reglerne om markedsføring og profilering.
Fremhævet Shopify-app: LimeSpot bruger AI til at vise personlige produktanbefalinger og tilbud baseret på kundernes adfærd. Appen kan blandt andet anbefale relevante varer og produktkombinationer i webshoppen samt tilpasse indhold i e-mails og sms'er. Ifølge LimeSpot oplevede Shopify-forhandleren Beekman 1802 en stigning i konverteringsraten på op til 14,5 %, når kunderne brugte appens produktanbefalinger.
Samtalebaseret handel
Almindelige AI-chatbots er gode til at besvare enkle spørgsmål om for eksempel ordrestatus og returregler. Men hvis chatten også skal hjælpe kunderne med at finde de rigtige produkter og gennemføre køb, kræver det ofte mere avancerede løsninger. Det kaldes samtalebaseret handel.
Intelligente virtuelle assistenter (IVA'er) og AI-agenter kan håndtere mere komplekse kundehenvendelser og hjælpe kunderne med flere trin i købsprocessen. De bruger blandt andet naturlig sprogbehandling (NLP), maskinlæring og dataanalyse til bedre at forstå, hvad kunden leder efter, og give relevante svar. Nogle løsninger kan også huske tidligere samtaler, så kunden kan fortsætte, hvor vedkommende slap, selv efter et nyt besøg eller via en anden kanal.
Systemerne kan for eksempel anbefale produkter ud fra tidligere køb, tilbyde relevante rabatter eller guide kunderne gennem købsprocessen direkte i chatten. De kan også forbindes med webshoppens øvrige systemer, så de kan hente opdaterede oplysninger om lagerstatus, kundernes ordrehistorik og levering. Det gør det lettere at give personlig hjælp uden unødige afbrydelser.
En kunde kan for eksempel skrive til din webshop og spørge: "Kan du hjælpe mig med at finde en fødselsdagsgave under 700 kr. til min bror, der elsker at vandre?" AI-assistenten kan finde relevante produkter inden for budgettet og stille opfølgende spørgsmål for at indsnævre udvalget. Hvis løsningen understøtter det, kan den også hjælpe kunden med at gennemføre købet direkte i chatten.
De mere avancerede funktioner har dog også en pris. Løsninger til samtalebaseret handel er typisk dyrere og mere krævende at sætte op end almindelige chatbots. De skal ofte forbindes med flere af webshoppens systemer og tilpasses løbende. Til gengæld kan de være interessante for webshops, der gerne vil bruge kundeservice til både at hjælpe kunderne og øge salget.
Fremhævet Shopify-app: Gorgias hjælper webshops med at give hurtige og personlige svar gennem hele købsprocessen. Appens AI-funktioner kan blandt andet besvare produktspørgsmål, anbefale relevante varer og hjælpe kunder med spørgsmål om ordrer og returneringer. Gorgias samler også samtaler fra e-mail, chat, sociale medier og sms ét sted, så medarbejderne nemt kan følge med i kundernes tidligere henvendelser. Med direkte integration til Shopify og understøttelse af over 100 andre apps kan Gorgias automatisere almindelige opgaver og gøre det lettere at kombinere kundeservice med salg.
Tips til brug af AI i kundeservice
Her er seks råd til, hvordan du får mere ud af kundeservice med AI og undgår de mest almindelige udfordringer:
Find ud af, hvor AI kan hjælpe mest
Start med at se på dine kundeservicedata for at finde områder, hvor AI kan hjælpe dig med at automatisere kundeserviceopgaver, forbedre effektiviteten eller levere bedre support. Du kan for eksempel bruge AI til at skabe en chatbot, der besvarer ofte stillede spørgsmål, eller udvikle et værktøj til sentimentanalyse, der hjælper dig med at identificere og håndtere kundeklager.
Vælg den rette AI-løsning til dine behov
Der findes mange AI-værktøjer, og det bedste valg afhænger af, hvad din webshop har brug for. Sammenlign priser, funktioner og hvor nemme løsningerne er at tage i brug. Undersøg også, om de kan integreres med din webshop og de systemer, kundeservice allerede bruger.
Start i det små, og skaler gradvist
Begynd med en enkelt opgave, for eksempel at lade en chatbot besvare spørgsmål om ordrestatus. Så kan du se, hvordan værktøjet fungerer i praksis, og opdage fejl og begrænsninger, før du bruger det til flere opgaver. Digitaliseringsstyrelsen anbefaler også at starte med mindre projekter, gerne uden personoplysninger. Når løsningen fungerer godt, kan du gradvist udvide brugen.
Undersøg reglerne for databeskyttelse og dataejerskab
Hvis du bruger AI fra en ekstern udbyder, bør du undersøge, hvordan dine kundedata bliver opbevaret, beskyttet og brugt. Tjek også, hvem der er dataansvarlig, om der kræves en databehandleraftale, og hvordan løsningen lever op til GDPR.
Sæt dig ind i de nuværende begrænsninger og risici
AI kan give svar, der lyder overbevisende, men er forkerte. Systemerne kan også videreføre skævheder fra de data, de er trænet på. Derfor bør medarbejderne tjekke vigtige oplysninger, især når det gælder priser, returregler og kundernes rettigheder.
AI-genereret indhold kan også give problemer med ophavsretten, hvis det ligger for tæt på andres tekster eller billeder. Menneskelig gennemgang er derfor nødvendig for at opdage fejl og vurdere, om indholdet kan bruges.
Mål resultaterne, og hold systemerne opdateret
Hold øje med, hvor hurtigt kunderne får svar, hvor mange sager AI håndterer, og hvor ofte medarbejderne må rette fejl. Brug resultaterne til at justere værktøjerne og vurdere, om de sparer tid og giver kunderne den hjælp, de har brug for.
Sådan implementerer du AI i din webshops kundeservice
Kundeservice med AI giver mange muligheder, men hvis du tager teknologien i brug uden en klar plan, kan det hurtigt skabe flere problemer, end det løser. Hvis du vil have mest muligt ud af AI, kræver det en gennemtænkt tilgang, hvor værktøjerne passer til din virksomhed, bliver en del af de daglige arbejdsgange og skaber reel værdi. Her er fem trin, du kan følge:
1. Find frem til smertepunkterne
Start med at gennemgå data fra din nuværende kundeservice. Hvor opstår der flaskehalse? Det kan være lange svartider, mange gentagne spørgsmål eller problemer med at hjælpe kunder på forskellige sprog og i forskellige tidszoner. Men se også på mulighederne ud over at løse kundernes problemer. AI kan gøre medarbejdernes arbejde lettere, hjælpe med at opdage produktproblemer tidligere og gøre kundeservicen mere personlig, selv når antallet af henvendelser vokser.
2. Sæt klare mål
AI giver først værdi, når teknologien løser et konkret problem. Før du vælger et værktøj eller ændrer dine arbejdsgange, bør du derfor gøre dig klart, hvad du gerne vil opnå.
Tænk på AI som en ny medarbejder. Hvilke opgaver skal den tage sig af, og hvordan vil du vurdere, om den gør det godt? Med klare mål bliver AI ikke bare endnu et værktøj, men en løsning på konkrete udfordringer i din virksomhed.
Når du ved, hvad du vil forbedre, kan du fastsætte KPI'er, så du kan følge udviklingen og måle effekten. Det kan for eksempel være at:
- Reducere tiden til første svar med 50 %
- Automatisere 30 % af henvendelserne om ordrestatus
- Øge kundetilfredsheden med 10 point
Konkrete og målbare mål gør det lettere at holde fokus, justere din kundeservicestrategi og udvide brugen af AI, når du kan se, hvad der virker.
3. Undersøg dine muligheder
Det kan være fristende at vælge den mest kendte udbyder eller det AI-værktøj, der ser bedst ud i en demo. Men det er ikke nødvendigvis den bedste løsning for din webshop. Det vigtigste er, at værktøjet passer til din virksomheds størrelse, eksisterende systemer og mål.
Hvis du driver en mindre eller nystartet webshop, kan en simpel chatbot, der besvarer ofte stillede spørgsmål og kan integreres med Shopify Inbox, være tilstrækkelig. Større eller hurtigt voksende virksomheder kan have brug for mere avancerede løsninger, der understøtter flere medarbejdere, giver detaljerede analyser og automatiserer komplekse arbejdsgange på tværs af kanaler. Undgå at betale for funktioner, du ikke har brug for, men vælg samtidig en løsning, som din webshop ikke vokser fra for hurtigt. Se efter AI-værktøjer med fleksible abonnementer, der kan tilpasses, når din virksomhed vokser.
Mange AI-apps kan integreres direkte med din e-handelsplatform. De kan bruge oplysninger om ordrer, produkter, leveringsvilkår og tidligere kundesamtaler til at give mere personlig hjælp og gøre arbejdsgangene enklere. Nogle værktøjer kan for eksempel integreres med Shopify Inbox, mens andre hjælper med at besvare kundehenvendelser via livechat, e-mail og sociale medier. Andre løsninger bruger tidligere kundedata til at forudse behov, inddele kunder i målgrupper eller anbefale produkter i realtid, uden at du selv skal oprette hver enkelt anbefaling.
4. Få hele teams med
AI-implementering fungerer bedst, når alle forstår, hvorfor teknologien bliver indført. Hvis ledelsen, samarbejdspartnere og medarbejdere ikke er enige om formålet, kan det forsinke arbejdet, påvirke resultaterne og skabe usikkerhed om de nye værktøjer.
Tag derfor relevante medarbejdere og beslutningstagere med fra starten. Bliv enige om virksomhedens mål, hvordan I skal måle resultaterne, og hvilke opgaver AI skal og ikke skal løse. Når alle arbejder efter de samme mål og ved, hvem der har ansvaret, bliver det lettere at få løsningen til at fungere i praksis.
Det er også vigtigt at have klare retningslinjer for, hvordan AI må bruges i kundeservice. De bør blandt andet omfatte:
- Regler for databeskyttelse, håndtering af personoplysninger og dataansvar
- Sikkerhedskrav til, hvordan AI-værktøjer får adgang til og opbevarer kundedata
- Faste procedurer for at kontrollere AI-systemernes svar og resultater over tid
Med klare rammer bliver AI et værktøj, der understøtter medarbejderne og fungerer sammen med resten af virksomheden. Samtidig bliver det lettere at tilpasse løsningen, når både din webshop og teknologien udvikler sig.
5. Lær dit team at bruge AI
AI i kundeservice er ikke tænkt som en erstatning for dine medarbejdere, men som et værktøj, der kan hjælpe dem i hverdagen. De webshops, der får mest ud af teknologien, bruger den til at styrke deres kundeserviceteam frem for at gøre det mindre.
Når AI overtager gentagne opgaver, kan medarbejderne bruge mere tid på at løse komplekse problemer, styrke kunderelationerne og give personlig hjælp i situationer, hvor automatisering ikke er nok. Men det kræver, at medarbejderne ved, hvordan de skal bruge de nye værktøjer.
Start med at forklare dit team, hvordan AI-systemerne fungerer, hvad de kan og ikke kan, og hvornår der er brug for en medarbejders vurdering. Bed også kundeservicemedarbejderne om feedback, så I løbende kan forbedre svarene og arbejdsgangene.
AI-værktøjer kan også bruges til at udvikle medarbejdernes færdigheder. Nogle systemer kan for eksempel pege på områder, hvor der er behov for ekstra oplæring, finde mangler i supportdokumentationen eller foreslå relevant undervisningsmateriale på baggrund af aktuelle kundesamtaler. På længere sigt kan det være med til at forkorte behandlingstiden og forbedre både medarbejdernes arbejde og kundetilfredsheden.
Du bør også betragte dine AI-systemer som en del af teamet, der har brug for løbende opfølgning. Sørg for faste rutiner til at måle resultaterne, finde fejl og tilpasse systemernes svar. Regelmæssig kontrol er med til at sikre, at din kundeservice forbliver hurtig, præcis og i tråd med din virksomheds tone, uden at den personlige kontakt går tabt.
Hvad er de nyeste tendenser inden for AI i kundeservice?
AI ændrer endnu en gang måden, virksomheder arbejder med kundeservice på. I et afsnit af podcasten McKinsey Talks Operations om fremtidens kundeoplevelse taler branchefolk om, hvordan teknologien ændrer kundeservicen gennem hele kunderejsen.
Det handler ikke kun om bedre værktøjer, men også om nye måder at skabe kontakt til kunderne på. Især tre tendenser er værd at holde øje med: AI-agenter, samtalebaseret kundeservice og hyperpersonalisering baseret på kundedata.
Agentbaseret AI er den næste grænse
AI-værktøjer til kundeservice har udviklet sig hurtigt fra regelbaserede chatbots med faste svar til generative AI-værktøjer, der kan føre mere naturlige og komplekse samtaler. Den næste udvikling er allerede i gang med agentbaseret AI.
Almindelige chatbots reagerer typisk på kundens spørgsmål. AI-agenter kan derimod bruge oplysninger fra samtalen, forudse behov og selv udføre opgaver, når de har adgang til de nødvendige systemer. Det gør dem mere til en aktiv hjælper end et værktøj, der kun besvarer spørgsmål. De kan både planlægge og udføre handlinger på baggrund af kundens behov.
For webshops betyder det, at AI-agenter kan gøre mere end at besvare spørgsmål. De kan også hjælpe kunder med at finde det rette produkt, håndtere returneringer og følge op på tidligere køb med personlige tilbud.
Samtalebaseret kundeservice er ved at blive normen
Udviklingen inden for AI ændrer også kundernes forventninger. Kunderne forventer i stigende grad, at kontakten med en webshop føles som en naturlig samtale, også når de har brug for hjælp fra kundeservice.
"Vi tror, at kundeoplevelsen vil ændre sig mere markant end nogensinde før," siger Malte Kosub, medstifter og CEO for Parloa, i McKinsey Talks Operations. "Hver eneste hjemmeside, app og kontaktpunkt med kunderne vil se anderledes ud om tre til fem år. Alle kontaktpunkter bliver samtalebaserede."
Samtalebaseret kundeservice samler support, salg og kontakt med virksomheden i én sammenhængende dialog. Det kan gøre oplevelsen mere personlig og mindre præget af enkelte køb og henvendelser. Kunderne vil i højere grad forvente hjælp døgnet rundt og samtaler, der kan fortsætte på tværs af kanaler. Her kan de stille spørgsmål, få personlige produktanbefalinger, løse problemer og endda gennemføre køb direkte i chatten.
Hyperpersonalisering hæver barren
En af de mest almindelige indvendinger mod AI i kundeservice er, at svarene kan virke kolde og upersonlige. AI kan være hurtig og tilgængelig, men har sværere ved at forstå de følelser og nuancer, som skaber tillid. Og det har betydning, for kunderne vil ikke kun have et svar. De vil også føle sig hørt og forstået.
Derfor får personlig kundeservice stadig større betydning. Med værktøjer som sentimentanalyse, der vurderer tonen i kundehenvendelser, prædiktiv analyse og analyse af kundeadfærd kan webshops tilpasse hjælpen til den enkelte kunde, også når dele af processen er automatiseret.
Ifølge McKinsey-undersøgelser, som omtales i podcasten, har 30 til 45 % af virksomhederne allerede taget AI-værktøjer som AI-assistenter og AI-baseret coaching i brug i større skala. Værktøjerne giver medarbejderne relevant viden på det rette tidspunkt, så de bedre kan tilpasse deres hjælp til kunden. På den måde kan automatisering understøtte en hurtigere og mere personlig service, hvor der stadig er plads til menneskelig forståelse.
Det handler om meget mere end at bruge kundens navn eller se på tidligere køb. AI i kundeservice kan for eksempel foreslå tilbehør til en nylig bestilling, gøre opmærksom på mulige størrelsesproblemer ud fra kundeanmeldelser eller tilbyde hjælp til returnering og ombytning, før kunden selv spørger.
Ofte stillede spørgsmål om kundeservice i AI
Er AI-kundeservice god?
Kundeservice med AI kan skabe stor værdi for din virksomhed, hvis du vælger de rette værktøjer og bruger dem fornuftigt. AI kan gøre medarbejdernes arbejde mere effektivt, mens AI-chatbots kan hjælpe kunderne døgnet rundt på tværs af tidszoner og på flere sprog. Kvaliteten varierer dog fra løsning til løsning, så det er vigtigt at undersøge de forskellige værktøjer, før du beslutter dig.
Hvad koster kundeservice med AI?
Prisen på AI-værktøjer til kundeservice afhænger af, hvilken løsning du vælger, og hvor omfattende den skal være. Nogle AI-chatbots kan bruges med det samme og fås med abonnementer til under 100 USD om måneden. Andre løsninger skal udvikles specifikt til virksomheden og kræver derfor en større investering.
Hvad er udfordringerne ved at bruge AI i kundeservice?
AI udvikler sig hurtigt, men AI-chatbots kan stadig have svært ved at løse mere komplekse kundeproblemer. Derfor er det vigtigt, at medarbejdere løbende kontrollerer svarene og kan overtage, når der er brug for det. Det kan også være både teknisk krævende og dyrt at integrere AI-værktøjer med virksomhedens øvrige systemer.
Hvordan kan AI bruges i e-handel?
AI kan blandt andet bruges til at automatisere kundeservice, give personlige produktanbefalinger, analysere kundefeedback, forudsige efterspørgslen og gøre lagerstyringen mere effektiv. Det kan hjælpe webshops med at give kunderne hurtigere og mere relevant hjælp gennem hele købsrejsen.
Hvad er den bedste AI-chatbot til e-handel?
Den bedste AI-chatbot til e-handel afhænger af din webshops størrelse, behovet for kundeservice og hvor komplicerede kundehenvendelserne typisk er. Se efter en løsning, der fungerer sammen med din e-handelsplatform, kan svare hurtigt og har funktioner til personalisering, automatisering og kundeservice på flere sprog. Chatty er for eksempel en god mulighed, hvis du gerne vil hurtigt i gang. Appen kan automatisk hente oplysninger fra din Shopify-butik, herunder produktinformation, leveringsvilkår og ofte stillede spørgsmål, så den kan hjælpe kunderne fra starten. Hvis du driver en mellemstor eller stor webshop med mange kundehenvendelser, kan Gorgias være relevant. Her får du mere avancerede funktioner til at samle kundesamtaler fra chat, e-mail og sociale medier, automatisere opgaver og hjælpe medarbejderne med at besvare henvendelser. Gorgias kan desuden integreres med mere end 100 apps, der fungerer med Shopify. Du kan finde begge løsninger og andre relevante apps i Shopify App Store.
Kan man bruge AI til kundeservice?
Ja, AI kan besvare almindelige kundehenvendelser, hjælpe medarbejdere med at formulere svar, sortere og fordele supportsager og analysere tonen i kundernes beskeder i realtid. Det kan reducere ventetiden, forbedre servicekvaliteten og give medarbejderne mere tid til de komplekse sager, hvor personlig forståelse og faglig vurdering er vigtig.
Vil AI erstatte kundeservice?
Nej, ikke fuldstændigt, og det bør heller ikke være målet. AI egner sig især til enkle, gentagne opgaver som at oplyse om ordrestatus eller hjælpe med nulstilling af adgangskoder. Så får medarbejderne mere tid til at løse komplekse problemer og skabe gode relationer til kunderne. AI kan ikke erstatte den empati, situationsfornemmelse og tillid, der opstår i mødet mellem mennesker. Og netop det er vigtigt, hvis kunderne skal have lyst til at vende tilbage.

