Lokalisering af en webshop handler om at tilpasse sprog, valuta, betalingsmetoder, priser og indhold til kunder i forskellige lande og regioner. Det handler også om at tage højde for lokale købsvaner, kulturelle forskelle og de lovkrav, der gælder på hvert enkelt marked.
En undersøgelse foretaget på vegne af Shopify viser, at 57 % af virksomhederne sælger internationalt og i gennemsnit er til stede i 3,9 lande.* Tillid er dog en udfordring. Ifølge Dansk Erhverv undgår 48 % af danskerne udenlandske webshops, fordi de er usikre på reglerne. Det understreger værdien af en god lokaliseringsstrategi.
Denne guide forklarer, hvad lokalisering indebærer, hvorfor det er vigtigt, og hvordan du trin for trin opbygger din egen lokaliseringsstrategi. Du får også konkrete råd til at tilpasse din webshop til nye markeder.
Hvad er lokalisering af en webshop?
Når du vil sælge internationalt, er det sjældent nok bare at oversætte din webshop. Lokalisering handler om at tilpasse eksisterende indhold, priser, produktoplysninger og betalingsforløb, så de passer til sprog, valuta, lovgivning og købsvaner på hvert enkelt marked.
Et amerikansk brand, der vil sælge til kunder i Tyskland, kan for eksempel ikke nøjes med at oversætte sin webshop til tysk. Virksomheden skal også tilpasse prisoplysningerne til de tyske forbrugerregler, bruge lokale mål og størrelser i produktbeskrivelserne og sikre, at betalingsforløbet lever op til EU's oplysningskrav.
Lokalisering af e-handel vs. oversættelse
Oversættelse gengiver en tekst på et andet sprog med samme betydning. Lokalisering går videre og tilpasser ordvalg, sætningsopbygning, formater og kulturelle referencer, så indholdet føles, som om det er skrevet specifikt til det pågældende marked.
Begrebet "transcreation", også kaldet kreativ oversættelse, går et skridt videre. Det er især relevant for slogans, overskrifter og kampagnetekster, hvor budskabet og tonen er vigtigere end en ordret oversættelse.
Her bliver budskabet skrevet på ny til målgruppen frem for blot at blive oversat. Målet er at ramme den samme intention og tone, selvom formuleringerne ændrer sig. Det gælder især faste vendinger og ordspil, som ikke nødvendigvis giver mening på andre sprog. Virksomhedsguiden fremhæver også betydningen af at tilpasse sprog og markedsføring til lokale forhold.
Der er lokalisering af e-handel er vigtig for global vækst
Lokalisering påvirker, hvordan en butik klarer sig på hvert enkelt globalt marked, den går ind på. Det kan give en virksomhed konkrete, målbare fordele, som for eksempel:
- Større omsætning fra internationale markeder: Den australske modeforhandler Petal & Pup tilpassede sin webshop til kunder i New Zealand, De Forenede Arabiske Emirater, USA og Canada med indhold målrettet hvert marked. Internationalt salg står ifølge Shopifys casestudie for 20 % af virksomhedens samlede omsætning.
- Færre forladte indkøbskurve: I en international undersøgelse fra 2025, svarede 45 % af forbrugerne, at priser i deres egen valuta ville gøre dem mere tilbøjelige til at handle hos en udenlandsk webshop. Samtidig fremhævede 50 % sikre betalingsmuligheder eller køberbeskyttelse.
- ere trafik og højere konverteringsrate: Efter skiftet til Shopify Plus oplevede møbelbrandet Transformer Table en fordobling af sin konverteringsrate, mens internationalt salg kom til at udgøre 20 % af den årlige omsætning. "Shopifys værktøjer til internationalt salg gør det nemt at åbne en webshop i forskellige lande og sælge der," fortæller medstifter Artem Kuzmichev.
- Bedre synlighed i lokale søgeresultater: Lokaliserede sider med egne URL'er og hreflang-tags hjælper søgemaskiner med at vise den rette version af din webshop til kunder på forskellige markeder. Det styrker mulighederne for at blive fundet i lokale søgninger frem for at lade én global side konkurrere på alle markeder.
Sådan opbygger du en strategi for lokalisering af webshops
En god lokaliseringsstrategi gør det lettere at udvide din webshop til nye markeder. Med en klar plan kan du prioritere indsatsen og sikre, at alt fra indhold til betaling og logistik er tilpasset de lokale forhold. Her er otte trin, der hjælper dig godt på vej:
- Start med at prioritere markeder og indhold
- Vælg den rigtige domænestruktur
- Lokalisér valutaer og betalingsmetoder
- Juster produktpriser pr. marked
- Oversæt, lokalisér og styr indhold
- Lokalisér kundesupport og kommunikation efter køb
- Optimer logistik og lagerfordeling
- Test og mål lokaliserede oplevelser
1. Start med at prioritere markeder og indhold
Det første skridt er at finde ud af, hvilke markeder der har størst potentiale for din webshop. Her bør du især se på efterspørgsel og mulighederne for indtjening. Med Shopify Markets har Ruggable eksempelvis kunnet teste nye markeder og ekspandere internationalt på under en måned.
Brug disse kriterier til at prioritere dine markeder:
- Eksisterende efterspørgsel: Brug Shopify Analytics til at undersøge trafik og salg fordelt på lande og regioner. Hvis din webshop allerede har en god konverteringsrate på et marked uden lokale tilpasninger, kan det være et oplagt sted at begynde.
- Henvendelser fra potentielle kunder: Bed dit salgs- og kundeserviceteam om at registrere forespørgsler fra udlandet, især spørgsmål om levering. Gentagne henvendelser fra et bestemt land kan være tegn på en efterspørgsel, der er værd at undersøge nærmere.
- Lovgivning og logistik: Undersøg, om kravene til moms, told og forsendelse på det nye marked passer til din virksomheds ressourcer og nuværende arbejdsgange.
- Konkurrencemæssig åbning: Undersøg, om stærke lokale konkurrenter allerede dækker efterspørgslen. Det kan gøre det sværere at etablere sig, så en grundig konkurrenceanalyse er en god investering.
Selvom flere lande hører til samme geografiske eller politiske region, betyder det ikke, at de bør behandles som ét marked. Tag EU som eksempel. Ifølge Eurostat handlede 78 % af internetbrugerne i EU online i 2025. Forskellen mellem internetbrug og onlinekøb varierede fra 5 procentpoint i Irland og Holland til 33 procentpoint i Bulgarien. I Danmark viser tal fra Danmarks Statistik, at 85 % af de 16-74-årige havde handlet online inden for de seneste tre måneder i 2026.
Tallene understreger, hvorfor én fælles lokaliseringsstrategi for hele EU sjældent er den bedste løsning. Det er mere effektivt at vurdere potentialet i hvert enkelt land. Ruggable brugte netop denne tilgang til at udvælge markeder som Canada, Storbritannien, Østrig, Frankrig, Tyskland, Holland og Australien.
Når du har valgt et marked, er næste skridt at prioritere det indhold, der skal tilpasses. Du behøver ikke nødvendigvis at lokalisere hele webshoppen på én gang. Du kan eksempelvis opdele arbejdet sådan:
- Niveau 1 (lokalisér først): Forsiden, de vigtigste produktsider (baseret på trafik eller konverteringer), betalingsforløbet og sider med handelsbetingelser og andre juridiske oplysninger
- Niveau 2: Kategorisider, øvrige produktsider og skabeloner til automatiske ordremails
- Niveau 3: Blogindlæg, artikler i hjælpecenteret og sider med begrænset trafik
2. Vælg den rigtige domænestruktur
Din webshops domænestruktur har betydning for, hvordan både kunder og søgemaskiner finder de lokale versioner af din webshop. Der er tre måder at opbygge dine internationale webadresser på:
- Undermapper (brand.com/es-mx): Disse deler domæneautoritet med dit primære domæne.
- Underdomæner (mx.brand.com): Disse opbygger i højere grad deres egen domæneautoritet, uafhængigt af hoveddomænet.
- Landekode-topdomæner (brand.com.mx): Disse signalerer en stærk lokal tilstedeværelse, men kræver, at du administrerer et separat domæne for hvert marked.
Shopify Markets understøtter alle tre løsninger, så du kan vælge den struktur, der passer bedst til din virksomhed. Når du knytter et domæne til et marked, opretter Shopify automatisk vigtige SEO-elementer som hreflang-tags, kanoniske URL'er og sitemaps. Du kan læse mere om domæne-SEO her.
3. Tilpas valutaer og betalingsmetoder
Kunder foretrækker at betale i en valuta og med en betalingsmetode, de allerede kender og har tillid til. Derfor bør din webshop understøtte lokale valutaer og populære betalingsløsninger, så kunderne får en tryg og genkendelig købsoplevelse.
Language Posters er et direct-to-consumer-brand (DTC), der sælger indrammede plakater og leverer til hele verden. Webshoppen forsøger automatisk at registrere kundens placering, men giver også mulighed for selv at vælge den foretrukne valuta i en rullemenu.
Betalingsvaner varierer også fra land til land. Ifølge Worldpay stod digitale wallets for 56 % af det globale onlineforbrug i 2025, men måden, de bruges på, varierer. Kortbetaling er fortsat udbredt i Storbritannien og USA, mens betaling via bankkonto er almindelig i Indien og Brasilien. I Kina og Indonesien fylder betalingsapps med indestående eller flere funktioner mere. I Danmark er løsninger som MobilePay, Apple Pay og Google Pay også velkendte, hvilket Nationalbanken fremhæver.
Shopify Markets kan automatisk omregne priser til lokale valutaer og understøtter regionsspecifikke betalingsmetoder, så længe de relevante krav er opfyldt.
4. Juster produktpriserne for hvert marked
Internationalt salg medfører ofte ekstra omkostninger til blandt andet fragt og importtold. Ifølge Baymard angiver 40 % af de adspurgte forbrugere, der har forladt en indkøbskurv, for høje ekstraomkostninger som fragt, skatter og gebyrer som årsag.
Valutaomregning kan også påvirke din fortjeneste, hvis du fastholder samme priser på tværs af markeder. Tøjbrandet Passenger bruger Shopifys udbetalinger i flere valutaer, så virksomheden kan beholde udenlandsk valuta til betaling af leverandører og undgå unødvendige vekselgebyrer.
"Det handler ikke nødvendigvis om at beskytte vores avance," fortæller administrerende direktør Jon Lane. "Vi vil gerne sætte en fornuftig detailpris, afrundet til et prisniveau, der giver mening, frem for bare at lægge vekselgebyret oveni. Det er afgørende, at prisen også giver mening for kunden."
Med kataloger i Shopify Markets kan du desuden vælge, hvilke produkter der skal være tilgængelige på hvert marked, og tilpasse priserne individuelt. Du kan eksempelvis sætte prisen højere i lande med dyre leveringer til slutkunden eller helt udelade bestemte produkter fra et marked.
5. Oversæt, lokalisér og administrer indhold
Din webshops indhold skal ikke bare oversættes, men også tilpasses sproget og kulturen på hvert enkelt marked. En fast proces for oversættelse, kvalitetssikring og opdatering gør det nemmere at tilpasse indholdet, hver gang du udvider til et nyt marked.
Der er flere måder at gribe arbejdet an på:
- System til styring af oversættelser: Et system til oversættelsesstyring (TMS) fordeler indhold mellem oversættere, holder styr på forskellige versioner og sørger for, at opdateringer bliver synkroniseret med webshoppen.
- AI-assisteret oversættelse: AI kan hurtigt udarbejde første udkast til større mængder indhold eller tekster med lavere prioritet, eksempelvis blogindlæg og hjælpeartikler.
Uanset hvilken metode du vælger, bør en lokal sprogekspert altid gennemgå og godkende indholdet inden offentliggørelse. Det sikrer, at sprog, tone og kulturelle referencer passer til målgruppen, og at juridiske formuleringer er korrekte.
Det er især vigtigt ved AI-genereret indhold til e-handel, hvor en menneskelig gennemgang kan gøre forskellen mellem en direkte oversættelse og en tekst, der føles naturlig.
"AI er fantastisk til det første udkast," fortæller Nik Sharma, grundlægger af Sharma Brands, i et interview med Shopify Masters (episoden er på engelsk). "Det sparer dig de første 40 minutters skrivearbejde eller idéudvikling. Men det endelige udkast bør du som virksomhedsejer selv gennemgå og finpudse, inden det bliver offentliggjort."
6. Tilpas kundeservice og kommunikation efter købet
Kundeservice er også en vigtig del af lokaliseringen. Kunder på forskellige markeder skal kunne få hjælp på deres eget sprog, så de føler sig trygge ved at handle i din webshop.
Med værktøjer som Zendesk og Gorgias kan du automatisere dele af kundeservicen og håndtere henvendelser på flere sprog, også når din virksomhed vokser internationalt.
Husk også at tilpasse kommunikationen efter købet. Det gælder blandt andet ordrebekræftelser, leveringsopdateringer og oplysninger om returnering. På nogle markeder er der desuden lovkrav til, hvilke oplysninger kunderne skal modtage.
I Storbritannien skal webshops, der er omfattet af reglerne for fjernsalg, eksempelvis give kunderne oplysninger om virksomheden, kontaktoplysninger, produktbeskrivelse, pris inklusive afgifter, betalingsmuligheder og leveringsbetingelser i et format, som kunden kan gemme. I Danmark fremhæver Forbruger Europa tilsvarende vigtigheden af klare oplysninger om blandt andet fortrydelsesret, levering og returvilkår.
7. Optimer logistik og lagerfordeling
Uventede omkostninger ved checkout kan få kunder til at opgive deres køb. Ifølge en international undersøgelse fra Statista fra 2026 undgår 45 % af forbrugerne udenlandske webshops på grund af høje fragtpriser eller lange leveringstider. 41 % nævner told, skatter og afgifter, mens 36 % peger på besværlige eller dyre returneringer.
En løsning er at indregne de ekstra omkostninger i produktprisen. Hvis et produkt eksempelvis har en vejledende udsalgspris på 60 USD og samlede omkostninger på 50 USD inklusive import og levering, kan du justere salgsprisen for at bevare din fortjeneste. På den måde undgår du også at overraske kunderne med ekstra gebyrer ved betaling.
Et samarbejde med en udbyder af tredjepartslogistik (3PL) kan også være en fordel. Med adgang til internationale lagre kan du placere varerne tættere på kunderne og reducere leveringsomkostningerne uden selv at skulle etablere lagre på hvert marked.
Smykkebrandet Mejuri Det har reduceret leveringstiden fra syv til ni dage til blot én til to dage. Samtidig har virksomheden sænket sine månedlige fragtomkostninger med mere end 100.000 USD.
8. Test og mål lokaliserede oplevelser
Grundig test før lanceringen hjælper dig med at opdage fejl, inden kunderne støder på dem. Efter lanceringen er det vigtigt at måle resultaterne, så du kan vurdere, om dine lokale tilpasninger virker efter hensigten.
Brug denne tjekliste før lanceringen:
- Afgiv en testordre i den lokale version af webshoppen, helst fra det pågældende land. Du kan eventuelt få hjælp fra en lokal freelancer.
- Få en lokal sprogekspert til at gennemgå det oversatte indhold for korrekt sprog, tone og kulturel tilpasning.
- Kontrollér, at de foretrukne betalingsmetoder på markedet fungerer korrekt.
- Tjek, at moms, told, afgifter og fragtomkostninger vises korrekt ved checkout.
- Test ordrebekræftelser og leveringsmails på det lokale sprog.
Brug denne tjekliste efter lancering for at fortsætte med at teste regelmæssigt:
- Overvåg målinger som konverteringsrate, forladte indkøbskurve og gennemsnitlig ordreværdi (AOV) pr. marked i Shopify Analytics.
- Registrer henvendelser til kundeservice efter sprog eller land for at opdage tilbagevendende problemer.
- Gentag testene, når du ændrer tema, apps eller betalingsopsætning, hvis ændringerne også påvirker dine internationale markeder.
En international undersøgelse fra Statista fra 2025 viser, at tydelige oplysninger om fragtpriser, lave toldomkostninger og en enkel, pålidelig returproces har stor betydning for kunder, der handler på tværs af landegrænser. Sørg derfor for, at disse forhold er tænkt ind i din webshop og fungerer i praksis.
SEO til lokalisering af e-handel: Sådan gør du lokaliserede sider synlige
En lokaliseret webshop skaber først værdi, når kunderne kan finde den. Med den rette SEO-strategi kan du hjælpe søgemaskinerne med at finde dit lokale indhold og vise det til de rette målgrupper på forskellige markeder.
Flersprogede sider vs. landespecifikke sider
Flersprogede sider henvender sig til kunder på samme marked, men på forskellige sprog. Det kan eksempelvis være en canadisk webshop med både engelske og franske sider. Landespecifikke sider er derimod målrettet forskellige lande, som godt kan have samme sprog, men forskellige valutaer, priser og leveringsmuligheder. Det gælder eksempelvis separate webshops til USA og Storbritannien.
En virksomhed, der udvider til Canada, kan derfor have brug for begge løsninger. Kunder i Quebec skal måske have en fransksproget version, mens priser og levering samtidig skal tilpasses det canadiske marked. Den engelsksprogede version skal også adskille sig fra den amerikanske, selvom begge er på engelsk.
Hjælp søgemaskinerne med at finde de rette lokaliserede versioner
Søgemaskiner skal kunne skelne mellem eksempelvis en spansksproget side målrettet Mexico og en tilsvarende side til Spanien. Uden den rette tekniske opsætning kan søgemaskinerne have svært ved at afgøre, hvilken version der er mest relevant for brugeren. Det kan betyde, at den forkerte side vises i søgeresultaterne, og dermed svække din synlighed på det lokale marked.
Hreflang-tags fortæller søgemaskinerne, hvilket sprog og land de enkelte sider er beregnet til. Shopify Markets genererer automatisk hreflang-tags, kanoniske URL'er, sitemaps og adgang for søgemaskinernes crawlere, når du har oprettet markeder med egne domæner, underdomæner eller undermapper.
Undersøg lokale søgeord og terminologi
Kunder bruger ikke nødvendigvis de samme søgeord på tværs af lande, selvom de taler samme sprog. I Storbritannien søger kunder eksempelvis ofte efter "trainers", mens amerikanere typisk bruger "sneakers" om den samme type sko. Derfor er en lokal søgeordsanalyse vigtig, så du bruger de ord og formuleringer, dine potentielle kunder faktisk søger efter.
Stol ikke på automatisk omdirigering alene
Automatisk omdirigering baseret på IP-adresser kan sende besøgende videre til en lokal version af din webshop. Det erstatter dog ikke behovet for separate URL'er til hvert marked. Sørg for, at dine lokale sider har deres egne adresser, som søgemaskinerne kan finde og indeksere.
Der er også juridiske forhold at tage højde for. Ifølge Forbrugerombudsmandens vejledning om geoblokering må virksomheder i EU som udgangspunkt ikke begrænse adgangen til deres webshops på baggrund af kundernes nationalitet eller bopæl. Det gælder blandt andet automatisk omdirigering til en landespecifik version uden kundens samtykke.
Hvis du sælger til kunder i EU, skal de derfor kunne vælge en anden landeversion af din webshop. Giv kunderne mulighed for selv at skifte land og sprog, eller brug en app til geolokalisering, der foreslår den relevante version frem for at gennemtvinge et skift.
Bedste fremgangsmåder for lokalisering af e-handel
Her er nogle gode råd, du kan følge, uanset hvilke markeder du vil tilpasse din webshop til.
Bevar en ensartet brandidentitet på tværs af markeder
Selvom din webshop tilpasses forskellige markeder, skal kunderne stadig kunne genkende dit brand. De vigtigste elementer i din brandidentitet, såsom logo, farver og centrale budskaber, bør derfor være ens på tværs af lande. Du kan dog tilpasse billeder, tekster og kampagner, så de appellerer til de lokale målgrupper.
Starface har for eksempel den samme brandmaskot for hver lokaliseret butiksvisning.
"Vi har vores centrale figur, Big Yellow, som er imødekommende og har en meget ærlig og ligefrem stemme. Den bruger vi på tværs af sociale medier og kampagner," fortæller direktør Kara Brothers i et interview med Shopify Masters (på engelsk).
Tag højde for kulturelle forskelle og brugeroplevelsen
Købsvaner og forventninger varierer fra land til land, og forskellene er ikke altid åbenlyse. Her er nogle eksempler på forhold, du bør være opmærksom på:
- Størrelser: En britisk skostørrelse 6 til kvinder svarer typisk til en amerikansk størrelse 8.
- Sprog: Arabisk læses fra højre mod venstre, mens dansk og engelsk læses fra venstre mod højre.
- Farver: Farver kan vække forskellige associationer afhængigt af kultur og målgruppe. Derfor er det vigtigt at undersøge den lokale farveforståelse.
- Adresser: I Japan bygger mange adresser på kvarter- og bygningsnumre frem for gadenavne, som vi kender dem fra Danmark.
Tilpas visning af moms, datoer og adressefelter til hvert marked
Regler og forventninger til moms, datoformater og adresseoplysninger varierer fra land til land. I Danmark og Storbritannien skal priser til forbrugere eksempelvis være inklusive moms, mens amerikanske kunder ofte er vant til, at skatten lægges til ved checkout. Shopify kan automatisk tilpasse visningen af moms og afgifter efter kundens placering.
Datoformater bør også tilpasses lokale standarder, eksempelvis dag-måned-år eller måned-dag-år. Det samme gælder adressefelter, hvor kravene til postnumre og oplysninger om delstat eller provins kan variere.
Reglerne for moms og prisoplysninger er forskellige fra marked til marked og kan ændre sig over tid. Dette er ikke juridisk eller skattemæssig rådgivning. Få derfor en skatterådgiver til at bekræfte de gældende krav, inden du færdiggør opsætningen af din checkout.
Gennemgå lovgivning og lokale krav inden lancering
Lovgivningen varierer fra land til land og kan have betydning for, hvilke oplysninger du skal vise ved checkout, hvad der skal stå i ordrebekræftelser, og hvilke retur- og fortrydelsesfrister der gælder.
I EU skal webshops give tydelige oplysninger om produkter og tjenester, herunder priser, leveringsomkostninger og leveringstid. Forbrugere har som udgangspunkt også 14 dages fortrydelsesret ved køb på nettet, regnet fra modtagelsen af varen. Der gælder dog visse undtagelser.
Få altid en juridisk rådgiver til at gennemgå de relevante regler på hvert marked inden lancering. Dette er ikke juridisk rådgivning, og lovkravene kan ændre sig over tid.
Sådan lokaliserer du din webshop med Shopify
Med Shopify Markets kan du nemt tilpasse din webshop til internationale markeder. Følg disse trin for at komme i gang:
- Domæner: Opret et marked, og vælg en undermappe, et underdomæne eller et landespecifikt domæne, så både kunder og søgemaskiner kan finde den rette version af din webshop.
- Sprog: Tilføj de relevante sprog for hvert marked, og brug Translate & Adapt til at oversætte og tilpasse indholdet i din webshop.
- Priser: Fastsæt markedsspecifik produkttilgængelighed og prissætning med kataloger.
- Betalinger: Aktivér lokale betalingsmetoder og muligheden for at vise priser i flere valutaer, så kunderne kan betale på en måde, de kender og har tillid til.
- Told og skat: Konfigurer opkrævning af told og importafgifter ved checkout, og sørg for, at priserne inkluderer de relevante skatter og afgifter, hvor lovgivningen kræver det.
- Kvalitetssikring: Lav en fast proces for gennemgang og godkendelse af hver lokal version af webshoppen, så indhold, funktioner og betalingsforløb er på plads inden lancering.
*Undersøgelse gennemført af The Harris Poll fra den 22. til den 31. august 2025 på vegne af Shopify.
Ofte stillede spørgsmål om lokalisering af e-handel
Hvad er et eksempel på lokalisering af e-handel?
Et eksempel er Gymshark, der ifølge Shopify bruger Managed Markets til at oprette lokale versioner af sin webshop. Med separate underdomæner tilpasser virksomheden indhold, produktpriser og betalingsmetoder til hvert marked, så kunderne får en indkøbsoplevelse, der passer til deres lokale forventninger.
Hvordan adskiller lokalisering af e-handel sig fra oversættelse af et e-handelswebsted?
Oversættelse handler om at gengive en tekst på et andet sprog. Lokalisering omfatter hele købsoplevelsen, herunder valuta, priser, billeder, størrelser og betalingsmetoder. Målet er at skabe en webshop, der føles skræddersyet til det lokale marked. Oversættelse er derfor kun én del af en samlet lokaliseringsstrategi.
Hvad bør en strategi for lokalisering af e-handel indeholde?
En god lokaliseringsstrategi bør omfatte prioritering af markeder og indhold, en tydelig ansvarsfordeling, en fast proces for oversættelse og tilpasning samt opsætning af lokale valutaer og betalingsmetoder. Derudover er kvalitetssikring, test før lancering og løbende måling af resultaterne vigtige for at sikre, at webshoppen fungerer på hvert marked.
Hvordan lokaliserer man et e-handelswebsted til et nyt marked?
Start med at vælge det marked, du vil satse på, og prioriter det indhold, der skal lokaliseres først. Vælg derefter den rette domænestruktur, oversæt og tilpas indholdet, og konfigurer lokale valutaer, betalingsmetoder og priser. Få en lokal sprogekspert til at gennemgå webshoppen inden lancering. Med Shopify Markets kan du samle arbejdet med domæner, sprog, priser og betalinger ét sted.

