Kyle Risley er Senior SEO Lead hos Shopify og har 12 års erfaring med søgemaskineoptimering.
Søgemaskineoptimering (SEO) handler om at gøre din webshop mere synlig i søgeresultaterne, så kunderne lettere kan finde dine produkter. Men hvad gør du, hvis du ikke vil have en bestemt side vist på Google?
Du har måske oprettet flere versioner af en landingsside til en A/B-test, men vil undgå, at de alle bliver indekseret. Her kan et noindex-tag være løsningen. Det fortæller søgemaskinerne, at de ikke skal indeksere bestemte sider.
I denne guide får du vist, hvordan du tilføjer noindex til en Shopify-side uden at skrive kode.
Hvad er et noindex-tag?
Et noindex-tag er et SEO-metatag, der fortæller søgemaskinerne, at en bestemt side ikke skal med i deres indeks. Indekset er den database, søgemaskinerne bruger til at vise søgeresultater. Hvis Google allerede har indekseret siden, bliver den fjernet fra søgeresultaterne, når Google har gennemgået siden igen og registreret tagget.
Normalt handler SEO om at gøre dine sider mere synlige i søgemaskinerne. Med noindex kan du i stedet holde en bestemt side ude af søgeresultaterne. Google skal dog kunne tilgå siden for at læse tagget. Hvis siden er blokeret i robots.txt, kan Google ikke se instruktionen, og siden kan stadig blive vist i søgeresultaterne. Et noindex-tag gør heller ikke siden privat, da den stadig kan åbnes via et direkte link. Andre søgemaskiner følger ikke nødvendigvis noindex på samme måde som Google.
Hvornår skal du noindexe en side i din onlinebutik?
Et noindex-tag er relevant, når en side stadig skal være tilgængelig for besøgende, men ikke vises i søgeresultaterne. Det betyder dog også, at du mister den organiske søgetrafik til siden. Hvis du vil fjerne indhold helt fra din webshop, kan du i stedet afpublicere eller slette det. Produkter, der kun skal kunne findes via et direkte link, kan få statussen Ikke-opført. Noindex beskytter dog ikke indholdet mod besøgende med et direkte link. Hvis du vil begrænse adgangen til hele din webshop, kan du i stedet beskytte den med en adgangskode.
Her er tre situationer, hvor det kan være relevant at bruge noindex:
Enkle landingssider
En landingsside, der er oprettet til Google Ads eller en e-mailkampagne, kan være oplagt at skjule fra søgeresultaterne. Det kan for eksempel være en side med et særligt tilbud til modtagere af dit nyhedsbrev, som ikke er relevant for andre kunder.
Det er dog ikke sidens længde eller en stor call-to-action-knap, der afgør, om du bør bruge noindex. Det vigtigste er, om du ønsker, at kunder skal kunne finde siden via Google.
Duplikeret indhold
Hvis flere sider har det samme eller næsten det samme indhold, er et canonical-tag ofte en bedre løsning end noindex. Et canonical-tag fortæller søgemaskinerne, hvilken version af siden du foretrækker at få vist i søgeresultaterne.
Det gælder også A/B-tests med forskellige webadresser, hvor Google anbefaler canonical-tags, der peger på den oprindelige side. Shopify tilføjer allerede canonical-tags automatisk, så undersøg først, om de er korrekt indstillet, før du ændrer noget.
Forældede blogindlæg
Hvis du har et gammelt blogindlæg, som du ikke længere vil have vist i søgeresultaterne, men stadig ønsker at bevare, kan et noindex-tag være en god løsning.
Forestil dig, at du for nogle år siden skrev et blogindlæg om din tevirksomheds indkøbsrejse til Japan. Siden har du fået nye leverandører og ændret dit sortiment. Du ønsker derfor ikke, at potentielle kunder finder de gamle oplysninger på Google, da de kan skabe forvirring om dine produkter. Til gengæld vil du gerne kunne linke til indlægget fra en nyere artikel om din seneste indkøbsrejse.
Hvis opslaget stadig indeholder nyttige oplysninger, kan du i stedet opdatere det og dets SEO, så det fortsat kan tiltrække besøgende fra søgemaskinerne.
Sådan bruger du noindex på Shopify
Med Shopifys metafelt seo.hidden kan du styre, hvilke sider der skal skjules fra søgeresultaterne, direkte fra Shopify-administratoren. Her gennemgår vi, hvordan du opretter metafeltet og bruger det på bestemte sider.
Hvis du flytter din webshop og samtidig sletter eller ændrer webadresser, bør du først lægge en plan for SEO. Følg gerne Shopifys vejledning til migrering. En omdirigering til en relevant ny side kan være en bedre løsning for kunderne end at bruge noindex på den gamle adresse.
1. Beslut, hvilke sider du vil skjule fra søgemaskinerne
De fleste sider i din webshop behøver ikke et noindex-tag. Du skal heller ikke nødvendigvis skjule alle sider, der ikke lever op til dine kvalitetskrav. Du kan bruge Google Search Console til at undersøge, om en side får trafik fra Google, selvom du ikke ønsker, at kunderne finder den via søgeresultaterne.
Når du har besluttet, hvilke sider du vil skjule, skal du finde ud af, hvilken indholdstype de tilhører. Shopifys metafelt seo.hidden understøtter følgende typer:
- Produkter
- Sider
- Blogindlæg (enkelte indlæg)
2. Opret metafeltet seo.hidden
I Shopify kan du bruge metafeltet seo.hidden til at tilføje et noindex,nofollow-metatag til en side. Metafeltet fjerner også siden fra webshoppens XML-sitemap og skjuler den fra webshoppens egen søgefunktion. Sådan opretter du metafeltet:
Gå til Indstillinger > Metafelter og metaobjekter i din Shopify-administrator. Du kan også søge efter "metafelter" i søgefeltet. Vælg derefter den indholdstype, du vil skjule fra søgemaskinerne, for eksempel Produkter.
Klik på knappen “Tilføj definition”.
Udfyld felterne:
- Giv metafeltet et tydeligt navn, for eksempel NoIndex.
- Angiv seo.hidden i feltet Navneområde og nøgle.
- Tilføj eventuelt en beskrivelse, for eksempel "Angiv 1 for at skjule siden fra søgemaskiner".
- Klik på Vælg type, og vælg Heltal.
- Vælg Én værdi, og angiv Maksimumværdi til 1 under Valideringer.
Klik på Gem, når du er færdig.
Gentag processen for de andre indholdstyper, du vil skjule fra søgemaskinerne.
3. Tilføj noindex til siden
Når du har oprettet metafeltet, skal du åbne den side, du vil skjule fra søgeresultaterne, i Shopify-administratoren. Hvis det for eksempel er en produktside, går du til Produkter og vælger det relevante produkt. Rul derefter ned til afsnittet Metafelter.
Her finder du det nye metafelt, som du har kaldt NoIndex. Indtast 1 i feltet, og klik på Gem.
Du kan kontrollere, om noindex-tagget er tilføjet korrekt, ved at åbne siden i din browser. Højreklik, og vælg Vis sidens kildekode. Søg efter "noindex", og kontrollér, at tagget <meta name="robots" content="noindex,nofollow"> er med i koden.
Du kan også bruge Google Search Console til at undersøge webadressen og se, hvornår Google sidst gennemgik siden. Her kan du også teste den aktuelle side for at kontrollere, om noindex-tagget kan registreres.
4. Vent på, at søgemaskinerne gennemsøger dit website
Når du har tilføjet et noindex-tag til en side, kan der gå dage eller uger, før søgemaskinerne gennemgår den igen og fjerner den fra søgeresultaterne. I nogle tilfælde kan det tage flere måneder, afhængigt af hvor ofte Google besøger siden.
Du kan følge sidens status i Google Search Console. Hvis du har brug for at fjerne siden hurtigere, kan du bruge Googles værktøj til midlertidige fjernelser. En godkendt anmodning skjuler normalt siden i cirka seks måneder. Behold derfor noindex-tagget, så siden fortsat holdes ude af søgeresultaterne, når Google har registreret det.
Ofte stillede spørgsmål om noindex på Shopify
Hvad er det bedste SEO-værktøj til Shopify?
Shopify har flere indbyggede SEO-funktioner, herunder automatiske canonical-tags, XML-sitemaps og server-side rendering. Hvis du har brug for flere funktioner, finder du også mange SEO-apps i Shopify App Store.
Hvordan skjuler jeg produkter fra søgning i Shopify?
Du kan bruge metafeltet seo.hidden til at skjule et produkt fra både webshoppens egen søgefunktion og søgemaskiner som Google.
Hvordan slår jeg metafeltet seo.hidden fra?
Hvis du har brugt metafeltet seo.hidden til noindex af en Shopify-side, kan du ophæve det ved at slette værdien 1 fra metafeltet og gemme ændringen. Siden kan derefter blive indekseret igen.
Hvad er forskellen på noindex og Ikke-opført i Shopify?
Med noindex kan du skjule et produkt fra søgemaskinerne og webshoppens søgefunktion, men produktet kan stadig vises i kollektioner og produktanbefalinger. Hvis du i stedet vælger statussen Ikke-opført, skjules produktet også fra disse områder. Det kan dog stadig besøges via et direkte link.
Hvorfor vises min Shopify-side stadig på Google efter noindex?
Google skal gennemgå siden igen, før noindex-tagget træder i kraft. Det kan tage fra nogle dage til flere måneder. Hvis siden stadig vises i søgeresultaterne, kan du bruge Google Search Console til at kontrollere, om Google har registreret tagget, og om siden kan gennemsøges.

